ANTI-TORTUR BLOGGEN

I dag kan Guantánamo-lejren fejre sin otte års fødselsdag. Det er der imidlertid ikke nogen grund til. Tværtimod. Siden 11. januar 2002 da de første fanger ankom til Guantánamo har fangelejren været en skamplet på alle retsprincipper.

Basens juridiske status var en af grundene til, at den blev valgt som lokalitet for fangelejren. Ved at oprette fængslet på en flådebase uden for USA ønskede præsident George W. Bush at fratage fangerne de rettigheder, som de i kraft af den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de var fængslet i selve USA. Hvad man kan kalde Bush-administrationens ”kreative konventionstænkning” var begyndt.

Sammen med Abu Ghraib-fængslet i Irak og hemmelige CIA-fly er Guantánamo-lejren blevet indbegrebet af Bush-administrationens brug af tortur og manglende overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner.

Da Barack Obama, som en af sine første handlinger som nytiltrådt præsident i januar sidste år, bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamo-lejren vil blive lukket inden for ét år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over. Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere modtog nyheden med stor begejstring. En lukning af Guantánamo hurtigst muligt og et opgør med alt det som Guantánamo står for, er naturligvis i sig selv vigtig, men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama med det alene også har distanceret sig fra alle sider af Bush-tidens sorte kapitler.

Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er utrolig skuffende. Torturbødlerne går fri for straf. Det er ikke kun en skuffende beslutning; beslutningen er tillige både juridisk usikker og konventionsstridig. Juridisk set kræver det i en amerikansk kontekst en egentlig amnestilov, hvis Obama vil gennemtrumfe straffriheden. Samtidig er beslutningen om straffrihed i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.

Obamas beslutning om straffrihed underminerer FN’s konvention mod tortur og bliver dermed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule anti-torturkonventionens status. Al erfaring fra arbejdet med torturofre viser, at det også er principielt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende zig-zag-kurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovlig og stueren, kunne man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede og godkendte torturen.

Efter Obamas beslutning om ikke at retsforfølge CIA-forhørslederne erklærede FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, at beslutningen er en overtrædelse af folkeretten. USA er ikke alene forpligtet til at efterforske og retsforfølge tortur, men også at give ofrene rehabilitering og erstatning. Lakmusprøven på om Obama vil tage et fuldt opgør med tortur er ikke kun en realisering af den bebudede lukning af Guantánamo, men især om der vil ske retsforfølgning af Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld for deres ansvar for tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at bakke FN’s særlige rapportør for tortur op ved at opfordre Obama til tage skridt til at undersøge og retsforfølge anklager om tortur. Det danske udenrigsministerium var utrolig stolt da FN’s generalforsamling kort før jul vedtog en dansk resolution mod tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at retsforfølge eller udvise til strafforfølgelse i andet land de personer, som mistænkes for at have begået tortur.

Danmark burde samtidig opfordre USA til snarest at ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur. Da Tillægsprotokollen – en dansk diplomatisk mærkesag - blev vedtaget i FN i december 2002, var USA ét af de kun fire lande, som stemte imod. Gennem besøg i fængsler forebygger Tillægsprotokollen tortur for at undgå en gentagelse af scenerne fra fængslet i Abu Ghraib, der for alvor gjorde omverdenen opmærksom på, hvor langt USA under Bush var kommet ud på torturens glidebane.

Ovenstående er uddrag af kronik, der bringes i dagbladet Politiken 11. januar 2010.

 - Den danske stat har blod på hænderne og udøver tortur.

Så skarpt lød meldingen forleden fra Inge Genefke, som er stifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), og professor Bent Sørensen, der igennem 13 år har været medlem af FN’s komité mod tortur og Europarådets anti-torturkomité.

De to er om nogen de mest fremtrædende danske forkæmpere imod tortur. Med en utrættelig ihærdighed har de hver især og sammen i mere end 35 år bekæmpet tortur verden over.  De har medvirket til at gøre Danmark til et internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur. Og nu føler de sig tvunget til at anmelde Danmark for brud på FN’s torturkonvention ved at udsætte et irakisk torturoffer for umenneskelig og grusom behandling da man isolationsfængslede Abdel Jafar og dermed udsatte ham for fare for flashback og genoplevelse af torturen. 

Baggrunden for anmeldelsen og den skarpe udmelding er, at 46-årige Abdel Jabar – som en af de 22 tvangsudviste – 2. september blev sendt tilbage til en uvis skæbne i Irak, hvor han igennem syv år var udsat for kontinuerlig tortur. Tilbage i Irak blev han ved ankomsten til Bagdad lufthavn anholdt.  Meddelelsen om, at mindst fem af de 22 tvangshjemsendte irakere blev anholdt ved ankomsten til Bagdad er chokerende og burde få de danske myndigheder til straks at indstille tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske asylansøgere.

Sikkerhedssituationen i Irak er blevet forværret. Med over 2000 dræbte og sårede blev august måned den blodigste måned i Irak i over et år og understreger de klokkeklare advarsler fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om ikke at sende flygtninge retur til Irak på nuværende tidspunkt. 

En forværrende omstændighed er, at flere af irakerne kommer fra befolkningsgrupper – eksempelvis religiøse eller nationale minoriteter – som med rette kan frygte at blive individuelt forfulgt. 

Sammen med mange andre danske organisationer har RCT opfordret til, at man lytter til FN’s advarsler og ikke tvangshjemsender flygtninge. Fra RCT har vi særligt peget på, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur bør sikre sig, at torturofre blandt de afviste asylansøgere kan få indfriet deres behandlings- og rehabiliteringsbehov i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser. Blandt de nu tvangshjemsendte er der torturofre, som ikke vil kunne få den fornødne behandling og rehabilitering i Irak.

RCT har sammen med en række andre humanitære organisationer i flere omgange appelleret til integrationsministeren og folketingsmedlemmerne om, at der i stedet for tvangshjemsendelser gives humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere. Foreløbig har integrationsministeren og regeringsflertallet vendt de døve ører til, men siden maj har de fælles kræfter fra mange organisationer - med Kirkesayl i spidsen - skabt en bred folkelig opbakning blandt de afviste irakeres sag. Store demonstrationer landet over har sammen med støttekoncerter og andre initiativer vist et andet Danmark, der endog - gennem civil ulydighed og hjælp til flygtninge i nød – har givet en kynisk flygtningepolitik et modspil i form af humanisme og solidaritet.

Nogle har spurgt, hvad vores gentagne appeller nytter. Dertil er kun at svare, at man simpelthen har en forbandet humanistisk pligt til at protestere. Og protesterne har allerede nu vist, at umenneskelige tvangshjemsendelser ikke må ske upåtalt. Protesternes omfang har været opmuntrende. Vi giver ikke op.

Da Barack Obama som en af sine første handlinger som USAs præsident i januar tog klart afstand fra tortur og bebudede, at Guantánamo-fangelejren vil blive lukket indenfor et år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over.

Obama sagde med sine beslutninger klart fra overfor Bush-administrationens legitimering af tortur og distancerede sig fra det sorte kapitel som Abu Ghraib, Bagram-basen, hemmelige CIA-flyninger med terrormistænkte til torturafhøringer og senest afsløringen af lægers medvirken ved tortur udgør.

Glæden over Obamas første skridt var berettiget og blev koblet til håbet om en retsforfølgning, som det også kom til udtryk i et tidligere blog-indlæg, Lakmusprøven for Obama fra 19. januar. Glæden over Obama var og er nærmest euforisk.

Men netop derfor er skuffelsen så meget desto større efter Obamas udmelding om, at de CIA-agenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, ikke vil blive retsforfulgt.

Torturbødlerne går fri for straf. Det har præsident Obama bestemt, paradoksalt  samtidig med offentliggørelsen af fire memoer, der dokumenterer, at simuleret drukning (såkaldt waterboarding), slag, fastholden i smertefulde stillinger i timevis og søvnberøvelse i dage eller ugevis samt ydmygende afklædning af fanger systematisk er blevet anvendt i CIAs afhøring af terrormistænkte.

Det uhyggelige er, at de instruktive memoer så tydeligt afspejles i den praksis, som de nyligt offentliggjorte Røde Kors-rapporter dokumenterer. 

Som begrundelse for at give straffrihed siger Obama, at forhørslederne handlede i god tro og efter ordre og at man ikke vil opnå noget ved at bruge tid og energi på at placere skylden for fortidens fejl.

Det er ikke kun en skuffende beslutning. Beslutningen om straffrihed til CIAs forhørsagenter er i klar modstrid med FNs konvention mod tortur. Konventionen, som blev vedtaget for 25 år siden, pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.

Obamas beslutning underminerer FNs konvention mod tortur. Selvom hensigten måske er den modsatte, er beslutningen om straffrihed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule FN konventionens status.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne kan man frygte, at Obama nu er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed for tortur, i stedet for at indlede en undersøgelse og efterforskning både af de politikere, der tilskyndede torturen, de embedsmænd, der godkendte torturen og de jurister, som retfærdiggjorde den, men også de forhørsledere eller torturbødler, der udførte den.

Når USA ikke selv tager skridt til en retsforfølgning bør det internationale samfund  opfordre dertil. Man kan håbe, at FNs særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, vil tilslutte sig det kor af kritiske røster, som amerikanske menneskerettighedsorganisationer allerede har ladet høre efter Obamas skuffende beslutning.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obama til genoverveje sin beslutning og - i stedet for at give straffrihed for tortur - aktivt tage skridt til at retsforfølge tortur.

Aldrig før har forhåbningerne til en ny amerikansk præsident været større end når Obama 20, januar rykker ind i det Hvide Hus. Efter 8 år med George W. Bush glæder mange sig med rette til det skift - til det ”change”, der var Obamas gennemgående slogan under valgkampagnen. 

Mange håber på en ny økonomisk politik, et skift i klima-politikken og ikke mindst i USA’s politik når det gælder menneskerettigheder og udenrigspolitik. Efter Abu Ghraib, Guantánamo, CIA-fly og tilladelse til waterboarding glæder både amerikanske og internationale menneskerettighedsorganisationer sig til, at Obama vil indfri sine løfter om et opgør med tortur. 

Mange håber, at Guantánamo snarest vil blive lukket og de hårdhændede afhøringsmetoder vil blive forbudt. Men samtidig aktualiseres spørgsmålet om der vil ske et retsopgør med Bush-administrationens ansvar. En rapport fra det amerikanske Senat dokumenterede i december, at præsident Bush og andre topfolk med deres godkendelser af brutale afhøringsmetoder var medansvarlige for de fangeovergreb, som siden har fundet sted.  Et enigt forsvarsudvalg med 13 demokrater og 12 republikanere fastslog, at beslutningerne var en “direkte årsag” til forholdene i bl.a. Abu Ghraib-fængslet i Irak.

- USA er en retsstat, og erfaringen er, at Senatet forfølger sagerne kraftigt. USA er jo ikke nogen bananrepublik, sagde udenrigsminister Per Stig Møller til Berlingske Tidende 18. januar da han sammen med Søren Pind (V), Tom Behnke (K) og Søren Espersen (DF) forudså, at USA vil kulegrave og måske endda retsforfølge Bush-administrationen for tortur.

Jeg håber de danske politikere får ret i deres forudsigelse om en amerikansk retsforfølgning. I følge FNs konvention mod tortur har USA forpligtet sig til at retsforfølge tortur. Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur og samtidig er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt. Ikke kun en snarlig lukning af Guantánamo, men også retsforfølgning af Bush-administrationen bliver lakmusprøven på om Obama for alvor vil tage et opgør med tortur.