Fra eufori til skuffelse
Friday, April 17th, 2009Da Barack Obama som en af sine første handlinger som USAs præsident i januar tog klart afstand fra tortur og bebudede, at Guantánamo-fangelejren vil blive lukket indenfor et år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over.
Obama sagde med sine beslutninger klart fra overfor Bush-administrationens legitimering af tortur og distancerede sig fra det sorte kapitel som Abu Ghraib, Bagram-basen, hemmelige CIA-flyninger med terrormistænkte til torturafhøringer og senest afsløringen af lægers medvirken ved tortur udgør.
Glæden over Obamas første skridt var berettiget og blev koblet til håbet om en retsforfølgning, som det også kom til udtryk i et tidligere blog-indlæg, Lakmusprøven for Obama fra 19. januar. Glæden over Obama var og er nærmest euforisk.
Men netop derfor er skuffelsen så meget desto større efter Obamas udmelding om, at de CIA-agenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, ikke vil blive retsforfulgt.
Torturbødlerne går fri for straf. Det har præsident Obama bestemt, paradoksalt samtidig med offentliggørelsen af fire memoer, der dokumenterer, at simuleret drukning (såkaldt waterboarding), slag, fastholden i smertefulde stillinger i timevis og søvnberøvelse i dage eller ugevis samt ydmygende afklædning af fanger systematisk er blevet anvendt i CIAs afhøring af terrormistænkte.
Det uhyggelige er, at de instruktive memoer så tydeligt afspejles i den praksis, som de nyligt offentliggjorte Røde Kors-rapporter dokumenterer.
Som begrundelse for at give straffrihed siger Obama, at forhørslederne handlede i god tro og efter ordre og at man ikke vil opnå noget ved at bruge tid og energi på at placere skylden for fortidens fejl.
Det er ikke kun en skuffende beslutning. Beslutningen om straffrihed til CIAs forhørsagenter er i klar modstrid med FNs konvention mod tortur. Konventionen, som blev vedtaget for 25 år siden, pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.
Obamas beslutning underminerer FNs konvention mod tortur. Selvom hensigten måske er den modsatte, er beslutningen om straffrihed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule FN konventionens status.
Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne kan man frygte, at Obama nu er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed for tortur, i stedet for at indlede en undersøgelse og efterforskning både af de politikere, der tilskyndede torturen, de embedsmænd, der godkendte torturen og de jurister, som retfærdiggjorde den, men også de forhørsledere eller torturbødler, der udførte den.
Når USA ikke selv tager skridt til en retsforfølgning bør det internationale samfund opfordre dertil. Man kan håbe, at FNs særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, vil tilslutte sig det kor af kritiske røster, som amerikanske menneskerettighedsorganisationer allerede har ladet høre efter Obamas skuffende beslutning.
Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obama til genoverveje sin beslutning og - i stedet for at give straffrihed for tortur - aktivt tage skridt til at retsforfølge tortur.
