ANTI-TORTUR BLOGGEN

Når Lene Espersen torsdag rejser til USA for at møde sin kollega, udenrigsminister Hillary Clinton bør hun huske, at arbejdet mod tortur er en dansk mærkesag.
Det vil være en god ide at have FN’s konvention mod tortur med i kufferten.
Og den er desværre mere aktuel end nogensinde.

For eksempel kunne nyhedsbureauerne forleden fortælle, at USA’s tidligere præsident George W. Bush har erkendt, at hans administration brød anti-torturkonventionens absolutte forbud mod tortur.
- Ja, vi brugte waterboarding mod Khalid Sheikh Mohammed. Jeg ville gøre det igen for at redde menneskeliv, sagde Bush forleden i en tale ifølge nyhedsbureauet AP, som Ritzau herhjemme citerede.

Den terrorrmistænkte Khalid Sheikh Mohammed menes at være hjernen bag terrorangrebet 11. september 2001 og blev under forhør udsat for waterboarding ikke mindre end 183 gange. Med en klud over ansigtet, hvorpå der hældes vand, giver waterboarding ofret fornemmelsen af at blive kvalt ved drukning.
Det er rystende, at Bush ikke i dag har samvittighedskvaler over, at han godkendte tortur af terrormistænkte.

Gennem brug af især water-boarding forsøgte Bush både at udhule definitionen på tortur er og han godkendte, at USA overtrådte forbuddet mod tortur. Bush’s udtalelser understreger nødvendigheden af, at Obama-administrationen i sit bebudede opgør med tortur bør retsforfølge og placere ansvaret for Bush-tidens tortur.

Lakmusprøven på om Obama vil tage et opgør med tortur er ikke kun den bebudede, men stadig ikke-realiserede lukning af Guantánamo, men også om der vil ske retsforfølgning af Bush, Rumsfeld og Cheney for deres ansvar for de barske forhørsteknikker, som siden 11. september og den bebudede krig mod terror har sat en af de mest fundamentale menneskerettigheder, forbuddet mod tortur, under alvorligt pres.

Allerede i 2006 anbefalede FN’s særlige rapportør Manfred Nowak og andre FN-eksperter, at alle de personer, som har begået, beordret, tolereret eller accepteret tortur og mishandling – helt op til det højeste militære eller politiske niveau – bør retsforfølges.

Selv om et retsopgør med Bush-administrationens ansvar for tortur måske ikke umiddelbart virker realpolitisk sandsynligt bør der presses på for at få det gennemført. USA har ifølge konventionen en forpligtigelse til at retsforfølge ansvar for tortur.

Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur. Tillige er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt. Vi skylder torturofrene at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver dømt. Når Obama ikke selv vil tage initiativ dertil bør andre lande opfordre USA til at indlede en undersøgelse af ansvaret for den stedfundne tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtigelse til, at til at opfordre Obama-administrationen til at få retsforfulgt tortur.
Når udenrigsminister Lene Espersen 17. juni drager til USA bør hun derfor i samtalerne med sin amerikanske kollega Hillary Clinton understrege, at USA har en konventionsmæssig forpligtelse til at retsforfølge de ansvarlige for tortur.

Samtidig håber vi, at udenrigsministeren i Washington vil søge at få nogle acceptable svar fra Obama- administrationen om CIA’s overflyvninger af Danmark i forbindelse med transport af terrormistænkte til hemmelige tortur-fængsler.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller erkendte, at regeringens redegørelse ikke var fyldestgørende, fordi Bush-administrationen nægtede at give klare svar.
Med nye acceptable svar kan Danmark på sin side følge opfordringen fra FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, om, at der bør laves en uvildig undersøgelse af CIA-overflyvningerne af Danmark og Grønland.

Endelig bør Lene Espersen opfordre USA til at tilslutte sig og ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur, som gennem besøg i bl.a. fængsler søger at forebygge tortur.

Ovenstående blev søndag 13. juni 2010 let forkortet bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken med overskrfiten
”Husk nu at kæmpe kampen mod tortur, Lene Espersen”.

Når Folketinget tirsdag skal diskutere dansk mellemøstpolitik er det vigtigt at fastholde en dansk afstandtagen overfor Israel, når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, den konventionsstridige blokade af Gaza og særlig Goldstone-rapportens krav om retsforfølgning af krigsforbrydelser under Gaza-krigen.

Udenrigsminister Lene Espersen var klar i mælet, da hun - i lighed med FN’s generalsekretær og den amerikanske vicepræsident - i marts tog afstand fra Israels opførelse af yderligere 1.600 boliger i en bosættelse i Østjerusalem. Medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn var på samme måde stærkt fordømmende over for Israels konventionsstridige blokade af Gaza. Selv om medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn ikke selv fik lov til at se situationen for civilbefolkningen i Gaza, gav de efterfølgende udtryk for, at den danske regering og det øvrige EU bør lægge pres på Israel for straks at ophæve den umenneskelige blokade af Gaza, så en genopbygning kan begynde.

Med det nuværende tempo vil genopbygningen af Gaza komme til at vare 500 år. Israel forhindrer, at cement, stål og andre byggematerialer kommer frem. Kun få lastbiler med materialer har fået lov til at komme ind i Gaza siden invasionen i januar 2009. Syge, traumatiserede og fattige mennesker er blevet de første ofre for blokaden. En blokade, der er en klar overtrædelse af den humanitære folkeret.

I lighed med flere andre EU-lande stemte Danmark 26. februar for en resolution, som kræver, at Gaza-krigens parter skal undersøge Goldstone-rapportens anklager om, at der blev begået krigsforbrydelser. Da generalforsamlingen i november stemte om en lignende resolution undlod Danmark at stemme.

At Danmark - med Lene Espersen som nytiltrådt udenrigsminister - stemte for var nok en nyhed, men er dog i overensstemmelse med en mangeårig dansk holdning. Da Danmark for få år siden havde formandskabet for FN’ sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller, at det internationale samfund har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden og for at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten, ikke går fri.

Gaza-krigen chokerede internationalt. Flere end 1.400 palæstinensere og i alt 14 israelere blev dræbt under den tre uger lange krigi Gaza i januar 2009. De omfattende overgreb og de internationale protester førte 3. april til nedsættelse af FN’s kommission for at finde fakta om Gaza-konflikten, populært kaldet Goldstone-kommissionen efter lederen, den internationalt anerkendte jurist Richard Goldstone.

Israel nægtede at samarbejde med kommissionen, hvilket mange i Israel i dag nok fortryder. Den endelige rapport på 575 sider dokumenterede i september grundigt de omfattende krigshandlinger og deres indvirkning på det civile liv i Gaza og det sydlige Israel. Rapporten pegede på alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og af den humanitære folkeret heraf nogle, der lægger sig op af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Goldstone-rapporten konkluderer bl.a., at israelske styrker sandsynligvis begik krigsforbrydelser ved at angribe civilbefolkningen og ved at bruge den som skjold samt alvorlige brud på den fjerde Geneve-konvention, herunder brud på forbudet mod tortur og ved ødelæggelse af private ejendomme. Ved at lukke grænserne indskrænkede Israel civilbefolkningens ret til mad og vand samt en acceptabel levestandard.

Palæstinensiske væbnede grupper krænkede den humanitær folkeret ved at sende upræcise raketter mod civile områder og udsætte civile for unødig fare ved at angribe tæt på beboelsesområder. FN’s dokumentationsteam fandt ingen beviser på, at væbnede palæstinensiske grupper havde ført civile hen på steder, som de vidste, ville blive angrebet, eller at man havde brugt hospitaler, ambulancer eller FN-bygninger til at skjule militære aktiviteter.

FN’s generalforsamling behandlede 5. november rapporten og vedtog med et overvældende flertal at give Israel og palæstinenserne tre måneder til på nationalt grundlag at undersøge krænkelser af folkeretten. De to parter afleverede hver især i starten af februar i år et svar. Men begge parters svar var utilfredsstillende. 26. februar gav FN’s generalforsamling parterne yderligere fem måneder til at gennemføre de påkrævede undersøgelser. Inden Folketinget mødes efter sommerferien skal Danmark i FN altså på ny tage stilling til Goldstone-rapporten. Derfor bør Folketinget tirsdag diskutere en dansk holdning.

Rapportens dokumentation af overgreb og krigsforbrydelser må ikke syltes. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser, hverken i Gaza, Israel eller andre steder. Hvis en så vigtig FN-rapport ikke bliver fulgt op, betyder det ikke alene straffrihed for krigsforbrydelser og at overgreb kan fortsætte uhindret, men også en underminering af den internationale retsorden.

Ofte har det internationale samfund, herunder Danmark, ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det har imidlertid vist sig at være en fejl. Meddelelsen om fortsat udbygning af de ulovlige bosættelser på Vestbredden er et eksempel på tilsidesættelse af internationale konventioner umuliggør fredsforhandlinger. En international retsorden er ikke en forhindring, men derimod fundamentet for en varig fred.

Ganske vist kan man tale om mere markerede danske positioner, men man kan også se dem, som en fortsættelse af dansk mellemøstpolitik. Udover at videreføre daværende udenrigsminister Per Stig Møllers understregning af, at forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten bør retsforfølges, er der også tale om en bekræftelse af Folketingets beslutning fra april 2009, hvor et flertal opfordrede regeringen til bl.a. at arbejde for at Israel fastfryser bosættelsesaktiviteterne og indstiller ødelæggelserne af boliger i Østjerusalem, en FN-undersøgelse i forhold til beskyldninger for overtrædelser af folkeretten og en ophævelse af de unødvendigt stramme restriktioner på bevægeligheden for varer og humanitært udstyr hen over Gazas grænser.

Lad os håbe, at et bredt folketingsflertal tirsdag fastholder en dansk afstandtagen overfor Israel, når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, den konventionsstridige blokade af Gaza og i særdeleshed, at man ikke glemmer at bakke op om Goldstone-rapportens krav om retsforfølgning af krigsforbrydelser under Gaza-krigen.