ANTI-TORTUR BLOGGEN

To år er ingen alder for bedsteforældre. Alligevel er der en fødselsdag som fortjener en særlig opmærksomhed.

Siden 7. oktober 2007 har Bedsteforældre for Asyl stædigt og sejt stået foran Sandholm-lejren mere end 100 søndage i al slags vejr. Og ikke alene har man stået ved Sandholm, men også ved centrene i Aunstrup og Kongelunden. Om nogen har Bedsteforældre for Asyl både sat fokus på de urimelige forhold i lejrene, og også understreget, at asyl er det mindste Danmark kan og bør give efter at mange - ofte i forvejen traumatiserede - asylansøgere under deres tid i Danmark har lidt så megen skade.

Med bl.a. bogudgivelsen Afvist og organisering af den store demonstration 18. juni på Rådhuspladsen i København har Bedsteforældre for Asyl inspireret mange. Det gælder ikke mindst Kirkeasyl, som sammen med andre initiativer for alvor har markeret en bred folkelig modstand mod den førte flygtningepolitik. Såvel flygtningepolitikken som tonen i flygtningedebatten gør livet mere end almindeligt surt for mange flygtninge, herunder ikke mindst de traumatiserede flygtninge og torturofre, som ofte er de socialt og menneskeligt mest udsatte grupper.

Selvom hverken Bedsteforældre for Asyl eller medierne – bortset fra en læseværdig kronik i Politiken af Else Lidegaard - har markeret fødselsdagen, synes jeg, at Bedsteforældrene skal vide, at vi er mange, som synes, at de har gjort en imponerende og flot indsats. En indsats, som har affødt beundring - også hos yngre generationer. Derfor er der god grund til at udtrykke en stor tak til de grånende bedstemødre og –fædre, der trofast mødes hver søndag kl.14. På den ene side må man håbe, at de holder ud og måske endog bliver flere. Men man kan på den anden side kun håbe, at de flotte mål snart må blive opfyldt og at der ikke bliver flere fødselsdage at fejre fremover for Bedsteforældre for Asyl.