ANTI-TORTUR BLOGGEN

Der er mange mærkedage, især i FN-regi. Men især en mærkedag fortjener dog særlig opmærksomhed: På dansk initiativ udråbte FN’s generalforsamling i 1997 den 26. juni til de Forenede Nationers internationale dag til støtte for torturofre. Det skete for at markere, at FN’s konvention mod tortur på denne dato var trådt i kraft ti år før.

Hvert år har organisationer som Amnesty International, det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) – udover FN - på denne dag i de sidste tolv år globalt markeret arbejdet mod tortur:

• hvordan går det med at bringe torturbøddelen for en domstol ?
• hvordan man kan forebygge at tortur overhovedet finder sted ?
• hvordan kan man gennem behandling bedst forsøge at rehabilitere torturofre ?

Og det er ikke mindst den rehabiliterings- og behandlingsindsats, som om noget har gjort RCT kendt ikke alene som verdens første - i kraft af bl.a. læge Inge Genefkes pionerindsats - men også som fortsat førende blandt verdens anti-torturcentre, hvoraf mange i øvrigt er blevet til med dansk hjælp.

Tortur er en barbarisk krænkelse af menneskelig værdighed og menneskerettighederne. Ingen politisk, militær, religiøs eller anden begrundelse kan retfærdiggøre brugen af tortur. Der er sket markante fremskridt i arbejdet mod tortur, men samtidig er den sørgelige sandhed, at der er lang vej endnu, inden tortur er udryddet. Amnesty International årsrapport 2010 kan dokumentere, at i 111 lande finder der tortur eller anden mishandling sted og RCT’s forskere skønner, at ca. 4,2 milliarder mennesker lever i risiko for at blive udsat for tortur.

26. juni er en god anledning til at stoppe op og foretage en status for arbejdet mod tortur. I år er det særligt vigtigt ud fra et dansk perspektiv da det er 25 år siden, at Danmark underskrev FN’s konvention mod tortur.

Men midsommeren i Danmark står som bekendt i år også i fodboldens tegn. I juni og juli afvikles World Cup for første gang på det afrikanske kontinent. Med VM i fodbold i Sydafrika har RCT i år valgt at markere den globale anti-tortur lørdag 26. juni - der i VM-regi i øvrigt er førstedagen af ottedelsfinalerne - med et arrangement i tidsrummet fra kl. 11 til 16. Hold af politikere, old boys landsholdspillere, politi- og militærfolk, komikere og andre kendte kulturpersonligheder dyster udi fodbold på Nytorv foran Københavns Byret.

I opstillede telte kan man høre RCT’s behandlere og forskere fortælle om det tværfaglige rehabiliteringsarbejde eller få indsigt i RCT’s programarbejde i Sydafrika gennem det mangeårige samarbejde med Centre for the Study of Violence and Reconciliation om rehabilitering af torturoverlevere, heriblandt mange flygtninge fra Zimbabwe og arbejdet for forebyggelse af tortur i det sydlige Afrika.

Se det detaljerede program på www.rct.dk og mød op. Vis ses.

 - Den danske stat har blod på hænderne og udøver tortur.

Så skarpt lød meldingen forleden fra Inge Genefke, som er stifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), og professor Bent Sørensen, der igennem 13 år har været medlem af FN’s komité mod tortur og Europarådets anti-torturkomité.

De to er om nogen de mest fremtrædende danske forkæmpere imod tortur. Med en utrættelig ihærdighed har de hver især og sammen i mere end 35 år bekæmpet tortur verden over.  De har medvirket til at gøre Danmark til et internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur. Og nu føler de sig tvunget til at anmelde Danmark for brud på FN’s torturkonvention ved at udsætte et irakisk torturoffer for umenneskelig og grusom behandling da man isolationsfængslede Abdel Jafar og dermed udsatte ham for fare for flashback og genoplevelse af torturen. 

Baggrunden for anmeldelsen og den skarpe udmelding er, at 46-årige Abdel Jabar – som en af de 22 tvangsudviste – 2. september blev sendt tilbage til en uvis skæbne i Irak, hvor han igennem syv år var udsat for kontinuerlig tortur. Tilbage i Irak blev han ved ankomsten til Bagdad lufthavn anholdt.  Meddelelsen om, at mindst fem af de 22 tvangshjemsendte irakere blev anholdt ved ankomsten til Bagdad er chokerende og burde få de danske myndigheder til straks at indstille tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske asylansøgere.

Sikkerhedssituationen i Irak er blevet forværret. Med over 2000 dræbte og sårede blev august måned den blodigste måned i Irak i over et år og understreger de klokkeklare advarsler fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om ikke at sende flygtninge retur til Irak på nuværende tidspunkt. 

En forværrende omstændighed er, at flere af irakerne kommer fra befolkningsgrupper – eksempelvis religiøse eller nationale minoriteter – som med rette kan frygte at blive individuelt forfulgt. 

Sammen med mange andre danske organisationer har RCT opfordret til, at man lytter til FN’s advarsler og ikke tvangshjemsender flygtninge. Fra RCT har vi særligt peget på, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur bør sikre sig, at torturofre blandt de afviste asylansøgere kan få indfriet deres behandlings- og rehabiliteringsbehov i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser. Blandt de nu tvangshjemsendte er der torturofre, som ikke vil kunne få den fornødne behandling og rehabilitering i Irak.

RCT har sammen med en række andre humanitære organisationer i flere omgange appelleret til integrationsministeren og folketingsmedlemmerne om, at der i stedet for tvangshjemsendelser gives humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere. Foreløbig har integrationsministeren og regeringsflertallet vendt de døve ører til, men siden maj har de fælles kræfter fra mange organisationer - med Kirkesayl i spidsen - skabt en bred folkelig opbakning blandt de afviste irakeres sag. Store demonstrationer landet over har sammen med støttekoncerter og andre initiativer vist et andet Danmark, der endog - gennem civil ulydighed og hjælp til flygtninge i nød – har givet en kynisk flygtningepolitik et modspil i form af humanisme og solidaritet.

Nogle har spurgt, hvad vores gentagne appeller nytter. Dertil er kun at svare, at man simpelthen har en forbandet humanistisk pligt til at protestere. Og protesterne har allerede nu vist, at umenneskelige tvangshjemsendelser ikke må ske upåtalt. Protesternes omfang har været opmuntrende. Vi giver ikke op.