ANTI-TORTUR BLOGGEN

Når Lene Espersen torsdag rejser til USA for at møde sin kollega, udenrigsminister Hillary Clinton bør hun huske, at arbejdet mod tortur er en dansk mærkesag.
Det vil være en god ide at have FN’s konvention mod tortur med i kufferten.
Og den er desværre mere aktuel end nogensinde.

For eksempel kunne nyhedsbureauerne forleden fortælle, at USA’s tidligere præsident George W. Bush har erkendt, at hans administration brød anti-torturkonventionens absolutte forbud mod tortur.
- Ja, vi brugte waterboarding mod Khalid Sheikh Mohammed. Jeg ville gøre det igen for at redde menneskeliv, sagde Bush forleden i en tale ifølge nyhedsbureauet AP, som Ritzau herhjemme citerede.

Den terrorrmistænkte Khalid Sheikh Mohammed menes at være hjernen bag terrorangrebet 11. september 2001 og blev under forhør udsat for waterboarding ikke mindre end 183 gange. Med en klud over ansigtet, hvorpå der hældes vand, giver waterboarding ofret fornemmelsen af at blive kvalt ved drukning.
Det er rystende, at Bush ikke i dag har samvittighedskvaler over, at han godkendte tortur af terrormistænkte.

Gennem brug af især water-boarding forsøgte Bush både at udhule definitionen på tortur er og han godkendte, at USA overtrådte forbuddet mod tortur. Bush’s udtalelser understreger nødvendigheden af, at Obama-administrationen i sit bebudede opgør med tortur bør retsforfølge og placere ansvaret for Bush-tidens tortur.

Lakmusprøven på om Obama vil tage et opgør med tortur er ikke kun den bebudede, men stadig ikke-realiserede lukning af Guantánamo, men også om der vil ske retsforfølgning af Bush, Rumsfeld og Cheney for deres ansvar for de barske forhørsteknikker, som siden 11. september og den bebudede krig mod terror har sat en af de mest fundamentale menneskerettigheder, forbuddet mod tortur, under alvorligt pres.

Allerede i 2006 anbefalede FN’s særlige rapportør Manfred Nowak og andre FN-eksperter, at alle de personer, som har begået, beordret, tolereret eller accepteret tortur og mishandling – helt op til det højeste militære eller politiske niveau – bør retsforfølges.

Selv om et retsopgør med Bush-administrationens ansvar for tortur måske ikke umiddelbart virker realpolitisk sandsynligt bør der presses på for at få det gennemført. USA har ifølge konventionen en forpligtigelse til at retsforfølge ansvar for tortur.

Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur. Tillige er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt. Vi skylder torturofrene at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver dømt. Når Obama ikke selv vil tage initiativ dertil bør andre lande opfordre USA til at indlede en undersøgelse af ansvaret for den stedfundne tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtigelse til, at til at opfordre Obama-administrationen til at få retsforfulgt tortur.
Når udenrigsminister Lene Espersen 17. juni drager til USA bør hun derfor i samtalerne med sin amerikanske kollega Hillary Clinton understrege, at USA har en konventionsmæssig forpligtelse til at retsforfølge de ansvarlige for tortur.

Samtidig håber vi, at udenrigsministeren i Washington vil søge at få nogle acceptable svar fra Obama- administrationen om CIA’s overflyvninger af Danmark i forbindelse med transport af terrormistænkte til hemmelige tortur-fængsler.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller erkendte, at regeringens redegørelse ikke var fyldestgørende, fordi Bush-administrationen nægtede at give klare svar.
Med nye acceptable svar kan Danmark på sin side følge opfordringen fra FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, om, at der bør laves en uvildig undersøgelse af CIA-overflyvningerne af Danmark og Grønland.

Endelig bør Lene Espersen opfordre USA til at tilslutte sig og ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur, som gennem besøg i bl.a. fængsler søger at forebygge tortur.

Ovenstående blev søndag 13. juni 2010 let forkortet bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken med overskrfiten
”Husk nu at kæmpe kampen mod tortur, Lene Espersen”.

I dag kan Guantánamo-lejren fejre sin otte års fødselsdag. Det er der imidlertid ikke nogen grund til. Tværtimod. Siden 11. januar 2002 da de første fanger ankom til Guantánamo har fangelejren været en skamplet på alle retsprincipper.

Basens juridiske status var en af grundene til, at den blev valgt som lokalitet for fangelejren. Ved at oprette fængslet på en flådebase uden for USA ønskede præsident George W. Bush at fratage fangerne de rettigheder, som de i kraft af den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de var fængslet i selve USA. Hvad man kan kalde Bush-administrationens ”kreative konventionstænkning” var begyndt.

Sammen med Abu Ghraib-fængslet i Irak og hemmelige CIA-fly er Guantánamo-lejren blevet indbegrebet af Bush-administrationens brug af tortur og manglende overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner.

Da Barack Obama, som en af sine første handlinger som nytiltrådt præsident i januar sidste år, bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamo-lejren vil blive lukket inden for ét år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over. Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere modtog nyheden med stor begejstring. En lukning af Guantánamo hurtigst muligt og et opgør med alt det som Guantánamo står for, er naturligvis i sig selv vigtig, men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama med det alene også har distanceret sig fra alle sider af Bush-tidens sorte kapitler.

Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er utrolig skuffende. Torturbødlerne går fri for straf. Det er ikke kun en skuffende beslutning; beslutningen er tillige både juridisk usikker og konventionsstridig. Juridisk set kræver det i en amerikansk kontekst en egentlig amnestilov, hvis Obama vil gennemtrumfe straffriheden. Samtidig er beslutningen om straffrihed i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.

Obamas beslutning om straffrihed underminerer FN’s konvention mod tortur og bliver dermed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule anti-torturkonventionens status. Al erfaring fra arbejdet med torturofre viser, at det også er principielt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende zig-zag-kurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovlig og stueren, kunne man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede og godkendte torturen.

Efter Obamas beslutning om ikke at retsforfølge CIA-forhørslederne erklærede FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, at beslutningen er en overtrædelse af folkeretten. USA er ikke alene forpligtet til at efterforske og retsforfølge tortur, men også at give ofrene rehabilitering og erstatning. Lakmusprøven på om Obama vil tage et fuldt opgør med tortur er ikke kun en realisering af den bebudede lukning af Guantánamo, men især om der vil ske retsforfølgning af Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld for deres ansvar for tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at bakke FN’s særlige rapportør for tortur op ved at opfordre Obama til tage skridt til at undersøge og retsforfølge anklager om tortur. Det danske udenrigsministerium var utrolig stolt da FN’s generalforsamling kort før jul vedtog en dansk resolution mod tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at retsforfølge eller udvise til strafforfølgelse i andet land de personer, som mistænkes for at have begået tortur.

Danmark burde samtidig opfordre USA til snarest at ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur. Da Tillægsprotokollen – en dansk diplomatisk mærkesag - blev vedtaget i FN i december 2002, var USA ét af de kun fire lande, som stemte imod. Gennem besøg i fængsler forebygger Tillægsprotokollen tortur for at undgå en gentagelse af scenerne fra fængslet i Abu Ghraib, der for alvor gjorde omverdenen opmærksom på, hvor langt USA under Bush var kommet ud på torturens glidebane.

Ovenstående er uddrag af kronik, der bringes i dagbladet Politiken 11. januar 2010.