ANTI-TORTUR BLOGGEN

Der er mange mærkedage, især i FN-regi. Men især en mærkedag fortjener dog særlig opmærksomhed: På dansk initiativ udråbte FN’s generalforsamling i 1997 den 26. juni til de Forenede Nationers internationale dag til støtte for torturofre. Det skete for at markere, at FN’s konvention mod tortur på denne dato var trådt i kraft ti år før.

Hvert år har organisationer som Amnesty International, det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) – udover FN - på denne dag i de sidste tolv år globalt markeret arbejdet mod tortur:

• hvordan går det med at bringe torturbøddelen for en domstol ?
• hvordan man kan forebygge at tortur overhovedet finder sted ?
• hvordan kan man gennem behandling bedst forsøge at rehabilitere torturofre ?

Og det er ikke mindst den rehabiliterings- og behandlingsindsats, som om noget har gjort RCT kendt ikke alene som verdens første - i kraft af bl.a. læge Inge Genefkes pionerindsats - men også som fortsat førende blandt verdens anti-torturcentre, hvoraf mange i øvrigt er blevet til med dansk hjælp.

Tortur er en barbarisk krænkelse af menneskelig værdighed og menneskerettighederne. Ingen politisk, militær, religiøs eller anden begrundelse kan retfærdiggøre brugen af tortur. Der er sket markante fremskridt i arbejdet mod tortur, men samtidig er den sørgelige sandhed, at der er lang vej endnu, inden tortur er udryddet. Amnesty International årsrapport 2010 kan dokumentere, at i 111 lande finder der tortur eller anden mishandling sted og RCT’s forskere skønner, at ca. 4,2 milliarder mennesker lever i risiko for at blive udsat for tortur.

26. juni er en god anledning til at stoppe op og foretage en status for arbejdet mod tortur. I år er det særligt vigtigt ud fra et dansk perspektiv da det er 25 år siden, at Danmark underskrev FN’s konvention mod tortur.

Men midsommeren i Danmark står som bekendt i år også i fodboldens tegn. I juni og juli afvikles World Cup for første gang på det afrikanske kontinent. Med VM i fodbold i Sydafrika har RCT i år valgt at markere den globale anti-tortur lørdag 26. juni - der i VM-regi i øvrigt er førstedagen af ottedelsfinalerne - med et arrangement i tidsrummet fra kl. 11 til 16. Hold af politikere, old boys landsholdspillere, politi- og militærfolk, komikere og andre kendte kulturpersonligheder dyster udi fodbold på Nytorv foran Københavns Byret.

I opstillede telte kan man høre RCT’s behandlere og forskere fortælle om det tværfaglige rehabiliteringsarbejde eller få indsigt i RCT’s programarbejde i Sydafrika gennem det mangeårige samarbejde med Centre for the Study of Violence and Reconciliation om rehabilitering af torturoverlevere, heriblandt mange flygtninge fra Zimbabwe og arbejdet for forebyggelse af tortur i det sydlige Afrika.

Se det detaljerede program på www.rct.dk og mød op. Vis ses.

Kommentar i anledning af udsendelsen af Amnesty Internationals årsrapport i maj 2010.

Danmark har en selvklar pligt til at lytte til kritikken fra Amnesty International, som i forbindelse med udsendelse af sin globale årsrapport i torsdags erklærede, at Danmark underminerer menneskerettighederne, når de er ubekvemme, i en grad, så det ødelægger dansk troværdighed.

Ligesom der var grund til dansk stolthed, da FN’s særlige rapportør Manfred Nowak i marts fremhævede, at Danmark i praksis har udryddet tortur, er det vigtigt at tage Amnestys kritik alvorligt.

Det er beskæmmende at høre, når flere politikere afviser at forholde sig til indholdet i Amnesty Internationals kritik.

Naturligvis skal vi lytte, når Amnesty kritiserer Danmarks bebudede brug af de mere end usikre diplomatiske garantier ved udvisning - aktuelt af danskeren Niels Holck til Indien, et land, som end ikke har ratificeret FN’s torturkonvention, og hvor tortur desværre er vidt udbredt.

Og når Amnesty International - på linje med FN - kritiserede fortsatte tvangshjemsendelser af afviste asylansøgere til det usikre Irak, burde det i det mindste få regeringen til at stoppe op. Tillige kritiserer Amnesty International den fortsat omfattende brug af isolation under varetægtsfængslinger.

Tendensen til fald i både omfang og længde af isolationsfængsling bør fortsætte, og i den forbindelse bør vi være glade for, at Amnesty International lever op til sin globale rolle som vagthund i forsvaret af menneskerettighederne også under danske breddegrader.

På samme måde bør kritikken af de omfattende masseanholdelser under klimatopmødet i København i december give anledning til dansk selvransagelse, især i lyset af, at kun få siden er blevet tiltalt.

Danmarks rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur forpligter. Vi må feje for vor egen dør - så står vi også stærkere, når vi internationalt kræver retsforfølgning for tortur, f. eks. den tortur, vi har oplevet i Abu Ghraib og på Guantánamo, eller kritiserer menneskerettighedskrænkelser i Kina og Rusland.

Det er vigtigt, at forbuddet mod udvisning til lande, hvor der er risiko for tortur, overholdes, og at man ikke samarbejder med efterretningstjenester i lande, hvor man er kendt for brug af tortur.

Det er derfor godt, at Lone Dybkjær (R) har kaldt justitsminister Lars Barfoed i samråd for at redegøre for regeringens holdning til de fremsatte kritikpunkter fra Amnesty International. Men det er kun det første skridt. Det er i år 25 år siden, at Danmark ratificerede FN’s konvention mod tortur.

Fra Rehabiliterings-og Forskningscentret for Torturofre (RCT) opfordrer vi Folketinget og regeringen til at bruge anledningen til at diskutere, hvordan Danmark hidtil har opfyldt konventionen og forbuddet mod tortur, samt hvad Danmark internationalt kan gøre for at udrydde og forebygge tortur.

Det er vigtigt, at Danmarks traditionelle position som foregangsland i arbejdet mod tortur fastholdes. I den forbindelse er det vigtigt, at man lytter til både ris og ros, når det gælder Danmarks overholdelse af menneskerettighederne og retssikkerhed. Kritikken fra Amnesty International bør sammen med advarsler fra bl. a. FN give politisk genlyd på Christiansborg.

Ovenstående blog-indlæg blev bragt i dagbladet Politiken 31. maj 2010.

Når Folketinget tirsdag skal diskutere dansk mellemøstpolitik er det vigtigt at fastholde en dansk afstandtagen overfor Israel, når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, den konventionsstridige blokade af Gaza og særlig Goldstone-rapportens krav om retsforfølgning af krigsforbrydelser under Gaza-krigen.

Udenrigsminister Lene Espersen var klar i mælet, da hun - i lighed med FN’s generalsekretær og den amerikanske vicepræsident - i marts tog afstand fra Israels opførelse af yderligere 1.600 boliger i en bosættelse i Østjerusalem. Medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn var på samme måde stærkt fordømmende over for Israels konventionsstridige blokade af Gaza. Selv om medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn ikke selv fik lov til at se situationen for civilbefolkningen i Gaza, gav de efterfølgende udtryk for, at den danske regering og det øvrige EU bør lægge pres på Israel for straks at ophæve den umenneskelige blokade af Gaza, så en genopbygning kan begynde.

Med det nuværende tempo vil genopbygningen af Gaza komme til at vare 500 år. Israel forhindrer, at cement, stål og andre byggematerialer kommer frem. Kun få lastbiler med materialer har fået lov til at komme ind i Gaza siden invasionen i januar 2009. Syge, traumatiserede og fattige mennesker er blevet de første ofre for blokaden. En blokade, der er en klar overtrædelse af den humanitære folkeret.

I lighed med flere andre EU-lande stemte Danmark 26. februar for en resolution, som kræver, at Gaza-krigens parter skal undersøge Goldstone-rapportens anklager om, at der blev begået krigsforbrydelser. Da generalforsamlingen i november stemte om en lignende resolution undlod Danmark at stemme.

At Danmark - med Lene Espersen som nytiltrådt udenrigsminister - stemte for var nok en nyhed, men er dog i overensstemmelse med en mangeårig dansk holdning. Da Danmark for få år siden havde formandskabet for FN’ sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller, at det internationale samfund har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden og for at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten, ikke går fri.

Gaza-krigen chokerede internationalt. Flere end 1.400 palæstinensere og i alt 14 israelere blev dræbt under den tre uger lange krigi Gaza i januar 2009. De omfattende overgreb og de internationale protester førte 3. april til nedsættelse af FN’s kommission for at finde fakta om Gaza-konflikten, populært kaldet Goldstone-kommissionen efter lederen, den internationalt anerkendte jurist Richard Goldstone.

Israel nægtede at samarbejde med kommissionen, hvilket mange i Israel i dag nok fortryder. Den endelige rapport på 575 sider dokumenterede i september grundigt de omfattende krigshandlinger og deres indvirkning på det civile liv i Gaza og det sydlige Israel. Rapporten pegede på alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og af den humanitære folkeret heraf nogle, der lægger sig op af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Goldstone-rapporten konkluderer bl.a., at israelske styrker sandsynligvis begik krigsforbrydelser ved at angribe civilbefolkningen og ved at bruge den som skjold samt alvorlige brud på den fjerde Geneve-konvention, herunder brud på forbudet mod tortur og ved ødelæggelse af private ejendomme. Ved at lukke grænserne indskrænkede Israel civilbefolkningens ret til mad og vand samt en acceptabel levestandard.

Palæstinensiske væbnede grupper krænkede den humanitær folkeret ved at sende upræcise raketter mod civile områder og udsætte civile for unødig fare ved at angribe tæt på beboelsesområder. FN’s dokumentationsteam fandt ingen beviser på, at væbnede palæstinensiske grupper havde ført civile hen på steder, som de vidste, ville blive angrebet, eller at man havde brugt hospitaler, ambulancer eller FN-bygninger til at skjule militære aktiviteter.

FN’s generalforsamling behandlede 5. november rapporten og vedtog med et overvældende flertal at give Israel og palæstinenserne tre måneder til på nationalt grundlag at undersøge krænkelser af folkeretten. De to parter afleverede hver især i starten af februar i år et svar. Men begge parters svar var utilfredsstillende. 26. februar gav FN’s generalforsamling parterne yderligere fem måneder til at gennemføre de påkrævede undersøgelser. Inden Folketinget mødes efter sommerferien skal Danmark i FN altså på ny tage stilling til Goldstone-rapporten. Derfor bør Folketinget tirsdag diskutere en dansk holdning.

Rapportens dokumentation af overgreb og krigsforbrydelser må ikke syltes. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser, hverken i Gaza, Israel eller andre steder. Hvis en så vigtig FN-rapport ikke bliver fulgt op, betyder det ikke alene straffrihed for krigsforbrydelser og at overgreb kan fortsætte uhindret, men også en underminering af den internationale retsorden.

Ofte har det internationale samfund, herunder Danmark, ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det har imidlertid vist sig at være en fejl. Meddelelsen om fortsat udbygning af de ulovlige bosættelser på Vestbredden er et eksempel på tilsidesættelse af internationale konventioner umuliggør fredsforhandlinger. En international retsorden er ikke en forhindring, men derimod fundamentet for en varig fred.

Ganske vist kan man tale om mere markerede danske positioner, men man kan også se dem, som en fortsættelse af dansk mellemøstpolitik. Udover at videreføre daværende udenrigsminister Per Stig Møllers understregning af, at forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten bør retsforfølges, er der også tale om en bekræftelse af Folketingets beslutning fra april 2009, hvor et flertal opfordrede regeringen til bl.a. at arbejde for at Israel fastfryser bosættelsesaktiviteterne og indstiller ødelæggelserne af boliger i Østjerusalem, en FN-undersøgelse i forhold til beskyldninger for overtrædelser af folkeretten og en ophævelse af de unødvendigt stramme restriktioner på bevægeligheden for varer og humanitært udstyr hen over Gazas grænser.

Lad os håbe, at et bredt folketingsflertal tirsdag fastholder en dansk afstandtagen overfor Israel, når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, den konventionsstridige blokade af Gaza og i særdeleshed, at man ikke glemmer at bakke op om Goldstone-rapportens krav om retsforfølgning af krigsforbrydelser under Gaza-krigen.

27. december 2009 er det et år siden, at Israel indledte angrebet på Gaza. I ugerne derefter blev verden chokeret over de omfattende overgreb og krigsforbrydelser. I Danmark var titusinder på gaden for at protestere bl.a. gennem den store tværpolitiske Gaza-demonstration i København, som også Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) sammen med andre humanitære organisationer støttede. Og internationalt var protesterne endnu mere omfattende.

Det førte kort tid efter til nedsættelse af FN’s kommission for at finde fakta om Gaza-konflikten, populært kaldet Goldstone-kommissionen efter lederen, den internationalt anerkendte jurist Richard Goldstone. Selvom Israel nægtede at samarbejde med kommissionen dokumenterede den endelige rapport ved udgivelsen i september på 452 sider grundigt de omfattende krigshandlinger og deres indvirkning på det civile liv i Gaza.

FN’s Menneskerettighedsråd godkendte 16. oktober under dets session i Genève Goldstone-rapporten. Rådets beslutning blev vedtaget med 25 stemmer for og seks imod, mens 11 lande undlod at stemme. 5. november vedtog FN’s generalforsamling i New York rapporten med 114 stemmer for, 18 imod og 44 lande, der undlod at stemme. Dermed gav et overvældende flertal af verdens lande Israel og palæstinenserne tre måneder til at undersøge om der har været alvorlige krænkelser af folkeretten. Samtidig anmodede man FN’s generalsekretær Ban Ki-moon om at sende Goldstones rapport til Sikkerhedsrådet og aflægge rapport om dens videre skæbne om tre måneder. Det skal derfor ske om få uger.

I dansk sammenhæng har regering, de politiske ordførere og store dele af opinionen været meget afventende, ja næsten tavse om holdningen til Goldstone-rapporten. Danmark undlod i november på FN’s generalforsamling at stemme selvom en række danske NGOer som FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) gentagne gange har opfordret den danske regering til selvstændigt og sammen med de øvrige EU-lande aktivt i FN-regi at arbejde for, at de ansvarlige på begge sider for krigsforbrydelserne bliver retsforfulgt.

Goldstone-rapportens dokumentation af overgreb og krigsforbrydelser må ikke forbigås. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Hvis overgrebene forbliver ustraffede, og en så vigtig FN-rapport ikke bliver fulgt op, betyder det straffrihed for krigsforbrydelser og at overgreb kan fortsætte uhindret.

Ofte har det internationale samfund ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten af hensyn til at fremme en såkaldt fredsproces. Det har imidlertid vist sig at være en fejl. Den fortsatte udbygning af de ulovlige besættelser på Vestbredden, som yderligere mindsker muligheden for en palæstinensisk stat, er et udtryk for det. Overholdelse af menneskerettigheder og internationale konventioner samt etablering af en international retsorden bør være fundamentet for en proces hen mod en varig fred.

Da Danmark for få år siden, havde formandskabet for FN’ sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller overfor det internationale samfund, at det har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden. Det internationale samfund har et ansvar for at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten ikke går fri, men stilles til regnskab for deres handlinger. Det er vigtigt, at Goldstone-rapporten ikke samler støv, men tværtimod bruges som den er tænkt, nemlig som en grundig dokumentation og dermed et vigtigt instrument til at sikre overholdelse af menneskerettighederne og de internationale konventioner for at undgå straffrihed for krigsforbrydelser. Derfor må vi ikke glemme Gaza.