ANTI-TORTUR BLOGGEN

I dag kan Guantánamo-lejren fejre sin otte års fødselsdag. Det er der imidlertid ikke nogen grund til. Tværtimod. Siden 11. januar 2002 da de første fanger ankom til Guantánamo har fangelejren været en skamplet på alle retsprincipper.

Basens juridiske status var en af grundene til, at den blev valgt som lokalitet for fangelejren. Ved at oprette fængslet på en flådebase uden for USA ønskede præsident George W. Bush at fratage fangerne de rettigheder, som de i kraft af den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de var fængslet i selve USA. Hvad man kan kalde Bush-administrationens ”kreative konventionstænkning” var begyndt.

Sammen med Abu Ghraib-fængslet i Irak og hemmelige CIA-fly er Guantánamo-lejren blevet indbegrebet af Bush-administrationens brug af tortur og manglende overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner.

Da Barack Obama, som en af sine første handlinger som nytiltrådt præsident i januar sidste år, bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamo-lejren vil blive lukket inden for ét år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over. Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere modtog nyheden med stor begejstring. En lukning af Guantánamo hurtigst muligt og et opgør med alt det som Guantánamo står for, er naturligvis i sig selv vigtig, men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama med det alene også har distanceret sig fra alle sider af Bush-tidens sorte kapitler.

Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er utrolig skuffende. Torturbødlerne går fri for straf. Det er ikke kun en skuffende beslutning; beslutningen er tillige både juridisk usikker og konventionsstridig. Juridisk set kræver det i en amerikansk kontekst en egentlig amnestilov, hvis Obama vil gennemtrumfe straffriheden. Samtidig er beslutningen om straffrihed i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.

Obamas beslutning om straffrihed underminerer FN’s konvention mod tortur og bliver dermed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule anti-torturkonventionens status. Al erfaring fra arbejdet med torturofre viser, at det også er principielt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende zig-zag-kurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovlig og stueren, kunne man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede og godkendte torturen.

Efter Obamas beslutning om ikke at retsforfølge CIA-forhørslederne erklærede FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, at beslutningen er en overtrædelse af folkeretten. USA er ikke alene forpligtet til at efterforske og retsforfølge tortur, men også at give ofrene rehabilitering og erstatning. Lakmusprøven på om Obama vil tage et fuldt opgør med tortur er ikke kun en realisering af den bebudede lukning af Guantánamo, men især om der vil ske retsforfølgning af Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld for deres ansvar for tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at bakke FN’s særlige rapportør for tortur op ved at opfordre Obama til tage skridt til at undersøge og retsforfølge anklager om tortur. Det danske udenrigsministerium var utrolig stolt da FN’s generalforsamling kort før jul vedtog en dansk resolution mod tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at retsforfølge eller udvise til strafforfølgelse i andet land de personer, som mistænkes for at have begået tortur.

Danmark burde samtidig opfordre USA til snarest at ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur. Da Tillægsprotokollen – en dansk diplomatisk mærkesag - blev vedtaget i FN i december 2002, var USA ét af de kun fire lande, som stemte imod. Gennem besøg i fængsler forebygger Tillægsprotokollen tortur for at undgå en gentagelse af scenerne fra fængslet i Abu Ghraib, der for alvor gjorde omverdenen opmærksom på, hvor langt USA under Bush var kommet ud på torturens glidebane.

Ovenstående er uddrag af kronik, der bringes i dagbladet Politiken 11. januar 2010.

Da Barack Obama som en af sine første handlinger som USAs præsident i januar tog klart afstand fra tortur og bebudede, at Guantánamo-fangelejren vil blive lukket indenfor et år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over.

Obama sagde med sine beslutninger klart fra overfor Bush-administrationens legitimering af tortur og distancerede sig fra det sorte kapitel som Abu Ghraib, Bagram-basen, hemmelige CIA-flyninger med terrormistænkte til torturafhøringer og senest afsløringen af lægers medvirken ved tortur udgør.

Glæden over Obamas første skridt var berettiget og blev koblet til håbet om en retsforfølgning, som det også kom til udtryk i et tidligere blog-indlæg, Lakmusprøven for Obama fra 19. januar. Glæden over Obama var og er nærmest euforisk.

Men netop derfor er skuffelsen så meget desto større efter Obamas udmelding om, at de CIA-agenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, ikke vil blive retsforfulgt.

Torturbødlerne går fri for straf. Det har præsident Obama bestemt, paradoksalt  samtidig med offentliggørelsen af fire memoer, der dokumenterer, at simuleret drukning (såkaldt waterboarding), slag, fastholden i smertefulde stillinger i timevis og søvnberøvelse i dage eller ugevis samt ydmygende afklædning af fanger systematisk er blevet anvendt i CIAs afhøring af terrormistænkte.

Det uhyggelige er, at de instruktive memoer så tydeligt afspejles i den praksis, som de nyligt offentliggjorte Røde Kors-rapporter dokumenterer. 

Som begrundelse for at give straffrihed siger Obama, at forhørslederne handlede i god tro og efter ordre og at man ikke vil opnå noget ved at bruge tid og energi på at placere skylden for fortidens fejl.

Det er ikke kun en skuffende beslutning. Beslutningen om straffrihed til CIAs forhørsagenter er i klar modstrid med FNs konvention mod tortur. Konventionen, som blev vedtaget for 25 år siden, pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.

Obamas beslutning underminerer FNs konvention mod tortur. Selvom hensigten måske er den modsatte, er beslutningen om straffrihed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule FN konventionens status.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne kan man frygte, at Obama nu er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed for tortur, i stedet for at indlede en undersøgelse og efterforskning både af de politikere, der tilskyndede torturen, de embedsmænd, der godkendte torturen og de jurister, som retfærdiggjorde den, men også de forhørsledere eller torturbødler, der udførte den.

Når USA ikke selv tager skridt til en retsforfølgning bør det internationale samfund  opfordre dertil. Man kan håbe, at FNs særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, vil tilslutte sig det kor af kritiske røster, som amerikanske menneskerettighedsorganisationer allerede har ladet høre efter Obamas skuffende beslutning.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obama til genoverveje sin beslutning og - i stedet for at give straffrihed for tortur - aktivt tage skridt til at retsforfølge tortur.