ANTI-TORTUR BLOGGEN

To år er ingen alder for bedsteforældre. Alligevel er der en fødselsdag som fortjener en særlig opmærksomhed.

Siden 7. oktober 2007 har Bedsteforældre for Asyl stædigt og sejt stået foran Sandholm-lejren mere end 100 søndage i al slags vejr. Og ikke alene har man stået ved Sandholm, men også ved centrene i Aunstrup og Kongelunden. Om nogen har Bedsteforældre for Asyl både sat fokus på de urimelige forhold i lejrene, og også understreget, at asyl er det mindste Danmark kan og bør give efter at mange - ofte i forvejen traumatiserede - asylansøgere under deres tid i Danmark har lidt så megen skade.

Med bl.a. bogudgivelsen Afvist og organisering af den store demonstration 18. juni på Rådhuspladsen i København har Bedsteforældre for Asyl inspireret mange. Det gælder ikke mindst Kirkeasyl, som sammen med andre initiativer for alvor har markeret en bred folkelig modstand mod den førte flygtningepolitik. Såvel flygtningepolitikken som tonen i flygtningedebatten gør livet mere end almindeligt surt for mange flygtninge, herunder ikke mindst de traumatiserede flygtninge og torturofre, som ofte er de socialt og menneskeligt mest udsatte grupper.

Selvom hverken Bedsteforældre for Asyl eller medierne – bortset fra en læseværdig kronik i Politiken af Else Lidegaard - har markeret fødselsdagen, synes jeg, at Bedsteforældrene skal vide, at vi er mange, som synes, at de har gjort en imponerende og flot indsats. En indsats, som har affødt beundring - også hos yngre generationer. Derfor er der god grund til at udtrykke en stor tak til de grånende bedstemødre og –fædre, der trofast mødes hver søndag kl.14. På den ene side må man håbe, at de holder ud og måske endog bliver flere. Men man kan på den anden side kun håbe, at de flotte mål snart må blive opfyldt og at der ikke bliver flere fødselsdage at fejre fremover for Bedsteforældre for Asyl.

Først en tak for, at Kirkeasyl har taget initiativ til denne demonstration.

Jeg tror, at vi er mange, der i dag har et spontant behov for at vise vores skarpe afstandtagen til, at man i går skred til de første tvangshjemsendelser

Dernæst en tak for at vi – RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre må få lov til at tale her i dag - den 26. juni, som er FN’s internationale dag til støtte for torturofre. Det er en helt særlig dag for os, som er optaget af kampen mod tortur.

Og særlig på den baggrund er det meget beskæmmende – ja, en skændsel – at dansk politi på ordre af regeringen som optakt til den internationale dag mod tortur tvangshjemsender seks afviste irakiske asylansøgere  til en uvis skæbne i det krigshærgede Irak. Til et Irak, hvortil en række menneskerettighedsorganisationer og særligt FN’s flygtningehøjkommissariat fraråder, at man på nuværende tidspunkt returnerer irakiske flygtninge.

Og de sidste dages meldinger om hundredvis af dræbte og sårede, som følge af bombesprængninger i Bagdad og andre større irakiske byer understreger kun alvoren i advarslen fra FN.

Danmark har en traditionel rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur og dermed har vi også en særlig forpligtelse til at efterleve både ånd og bogstav i FN’s konvention, hvis ikrafttræden man verden over markerer netop i dag.

Men rollen som foregangsland burde få regeringen til at stoppe op og lytte til bl.a. vores advarsler.

For os er det naturligt især at fokusere på spørgsmålet om tortur.

RCT har opfordret til, at man undersøger behandlingsmulighed for torturofre i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser af irakiske flygtninge.

Iraks nyere historie – fra Saddam Hussein til Abu Ghraib - er tæt forbundet med tortur.

Mange flygtninge fra Irak er kommet til Danmark med traumer efter tortur, krig og flugt. En undersøgelse sidste år fra Amnesty Internationals lægegruppe viste, at knap hver anden asylansøger har været udsat for tortur.

Vi ved ikke præcis, hvor mange af de afviste irakiske asylansøgere, der har været udsat for tortur. Men vi mener, at den danske regering har pligt til at undersøge, hvor mange af de afviste asylansøgere, som har været udsat for tortur og især om der er tilstrækkelige behandlings- og rehabiliteringstilbud i de egne af Irak, hvor man vil tvangshjemsende dem til.

Torturofre er en særlig udsat gruppe, som Danmark har en særlig forpligtigelse overfor. Torturkonventionen understreger både at man ikke må udvise personer, hvis der er risiko for tortur og at de lande, der har tiltrådt konventionen har en pligt til at rehabilitere og behandle torturofre.

I forbindelse hermed bør der ske en individuel vurdering, der klarlægger, hvor mange, der har været udsat for tortur og om der er tilstrækkelig behandlings- og rehabiliteringsmulighed i Irak.

Det er vigtigt at sikre inden indgåelse af en eventuel aftale om hjemsendelse.

Men de planlagte tvangshjemsendelser rammer ikke alene torturofre.

Andre organisationer, som f.eks. Red Barnet har opfordret til, at der udvises særlig omsorg for børnefamilierne og de asylbørn, som føler sig mere hjemme i Danmark end i det for dem ukendte Irak. FN-forbundet har særligt opfordret til, at den danske regering lytter til FN’s advarsler og andre igen – både enkeltpersoner og organisationer - har opfordret til at regeringen viser barmhjertighed og en humanitær flygtningepolitik.

Vi kan have forskelligt fokus og organisationerne understreger hver især vigtigheden af den ene eller anden konvention om det så er børne-, flygtninge eller torturkonventionen. Men en ting tror jeg, at vi alle kan være enige om: Overholdelse af internationale menneskerettigheds-konventioner bør ligge til grund for dansk asyl- og flygtningepolitik.

På den baggrund opfordrer vi Integrationsministeren til straks at stoppe tvangshjemsendelserne og at man i stedet for tvangshjemsendelse bruger den mulighed som Udlændingeloven rummer og giver alle de afviste irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse. Og hellere i dag end i morgen.

Det vil tillige være en smuk dansk markering af 26.juni – den internationale dag mod tortur.

Tak for ordet.