Posts Tagged ‘afviste irakiske asylansøgere’

Det kan ikke gentages for ofte: Stop hjemsendelserne, giv humanitært ophold

Monday, September 7th, 2009

 - Den danske stat har blod på hænderne og udøver tortur.

Så skarpt lød meldingen forleden fra Inge Genefke, som er stifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), og professor Bent Sørensen, der igennem 13 år har været medlem af FN’s komité mod tortur og Europarådets anti-torturkomité.

De to er om nogen de mest fremtrædende danske forkæmpere imod tortur. Med en utrættelig ihærdighed har de hver især og sammen i mere end 35 år bekæmpet tortur verden over.  De har medvirket til at gøre Danmark til et internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur. Og nu føler de sig tvunget til at anmelde Danmark for brud på FN’s torturkonvention ved at udsætte et irakisk torturoffer for umenneskelig og grusom behandling da man isolationsfængslede Abdel Jafar og dermed udsatte ham for fare for flashback og genoplevelse af torturen. 

Baggrunden for anmeldelsen og den skarpe udmelding er, at 46-årige Abdel Jabar – som en af de 22 tvangsudviste – 2. september blev sendt tilbage til en uvis skæbne i Irak, hvor han igennem syv år var udsat for kontinuerlig tortur. Tilbage i Irak blev han ved ankomsten til Bagdad lufthavn anholdt.  Meddelelsen om, at mindst fem af de 22 tvangshjemsendte irakere blev anholdt ved ankomsten til Bagdad er chokerende og burde få de danske myndigheder til straks at indstille tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske asylansøgere.

 

Sikkerhedssituationen i Irak er blevet forværret. Med over 2000 dræbte og sårede blev august måned den blodigste måned i Irak i over et år og understreger de klokkeklare advarsler fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om ikke at sende flygtninge retur til Irak på nuværende tidspunkt. 

En forværrende omstændighed er, at flere af irakerne kommer fra befolkningsgrupper – eksempelvis religiøse eller nationale minoriteter – som med rette kan frygte at blive individuelt forfulgt. 

Sammen med mange andre danske organisationer har RCT opfordret til, at man lytter til FN’s advarsler og ikke tvangshjemsender flygtninge. Fra RCT har vi særligt peget på, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur bør sikre sig, at torturofre blandt de afviste asylansøgere kan få indfriet deres behandlings- og rehabiliteringsbehov i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser. Blandt de nu tvangshjemsendte er der torturofre, som ikke vil kunne få den fornødne behandling og rehabilitering i Irak.

RCT har sammen med en række andre humanitære organisationer i flere omgange appelleret til integrationsministeren og folketingsmedlemmerne om, at der i stedet for tvangshjemsendelser gives humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere. Foreløbig har integrationsministeren og regeringsflertallet vendt de døve ører til, men siden maj har de fælles kræfter fra mange organisationer - med Kirkesayl i spidsen - skabt en bred folkelig opbakning blandt de afviste irakeres sag. Store demonstrationer landet over har sammen med støttekoncerter og andre initiativer vist et andet Danmark, der endog - gennem civil ulydighed og hjælp til flygtninge i nød – har givet en kynisk flygtningepolitik et modspil i form af humanisme og solidaritet.

Nogle har spurgt, hvad vores gentagne appeller nytter. Dertil er kun at svare, at man simpelthen har en forbandet humanistisk pligt til at protestere. Og protesterne har allerede nu vist, at umenneskelige tvangshjemsendelser ikke må ske upåtalt. Protesternes omfang har været opmuntrende. Vi giver ikke op.

 

 

Tale ved demonstrationen 26. juni på Christiansborg Slotsplads til støtte for de afviste irakiske asylansøgere.

Monday, June 29th, 2009

 

Først en tak for, at Kirkeasyl har taget initiativ til denne demonstration.

 

Jeg tror, at vi er mange, der i dag har et spontant behov for at vise vores skarpe afstandtagen til, at man i går skred til de første tvangshjemsendelser

 

Dernæst en tak for at vi – RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre må få lov til at tale her i dag - den 26. juni, som er FN’s internationale dag til støtte for torturofre. Det er en helt særlig dag for os, som er optaget af kampen mod tortur.

 

Og særlig på den baggrund er det meget beskæmmende – ja, en skændsel – at dansk politi på ordre af regeringen som optakt til den internationale dag mod tortur tvangshjemsender seks afviste irakiske asylansøgere  til en uvis skæbne i det krigshærgede Irak. Til et Irak, hvortil en række menneskerettighedsorganisationer og særligt FN’s flygtningehøjkommissariat fraråder, at man på nuværende tidspunkt returnerer irakiske flygtninge.

 

Og de sidste dages meldinger om hundredvis af dræbte og sårede, som følge af bombesprængninger i Bagdad og andre større irakiske byer understreger kun alvoren i advarslen fra FN.

 

Danmark har en traditionel rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur og dermed har vi også en særlig forpligtelse til at efterleve både ånd og bogstav i FN’s konvention, hvis ikrafttræden man verden over markerer netop i dag.

 

Men rollen som foregangsland burde få regeringen til at stoppe op og lytte til bl.a. vores advarsler.

 

For os er det naturligt især at fokusere på spørgsmålet om tortur.

 

RCT har opfordret til, at man undersøger behandlingsmulighed for torturofre i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser af irakiske flygtninge.

Iraks nyere historie – fra Saddam Hussein til Abu Ghraib - er tæt forbundet med tortur.

Mange flygtninge fra Irak er kommet til Danmark med traumer efter tortur, krig og flugt. En undersøgelse sidste år fra Amnesty Internationals lægegruppe viste, at knap hver anden asylansøger har været udsat for tortur.

Vi ved ikke præcis, hvor mange af de afviste irakiske asylansøgere, der har været udsat for tortur. Men vi mener, at den danske regering har pligt til at undersøge, hvor mange af de afviste asylansøgere, som har været udsat for tortur og især om der er tilstrækkelige behandlings- og rehabiliteringstilbud i de egne af Irak, hvor man vil tvangshjemsende dem til.

Torturofre er en særlig udsat gruppe, som Danmark har en særlig forpligtigelse overfor. Torturkonventionen understreger både at man ikke må udvise personer, hvis der er risiko for tortur og at de lande, der har tiltrådt konventionen har en pligt til at rehabilitere og behandle torturofre.

I forbindelse hermed bør der ske en individuel vurdering, der klarlægger, hvor mange, der har været udsat for tortur og om der er tilstrækkelig behandlings- og rehabiliteringsmulighed i Irak.

Det er vigtigt at sikre inden indgåelse af en eventuel aftale om hjemsendelse.

Men de planlagte tvangshjemsendelser rammer ikke alene torturofre.

Andre organisationer, som f.eks. Red Barnet har opfordret til, at der udvises særlig omsorg for børnefamilierne og de asylbørn, som føler sig mere hjemme i Danmark end i det for dem ukendte Irak. FN-forbundet har særligt opfordret til, at den danske regering lytter til FN’s advarsler og andre igen – både enkeltpersoner og organisationer - har opfordret til at regeringen viser barmhjertighed og en humanitær flygtningepolitik.

Vi kan have forskelligt fokus og organisationerne understreger hver især vigtigheden af den ene eller anden konvention om det så er børne-, flygtninge eller torturkonventionen. Men en ting tror jeg, at vi alle kan være enige om: Overholdelse af internationale menneskerettigheds-konventioner bør ligge til grund for dansk asyl- og flygtningepolitik.

På den baggrund opfordrer vi Integrationsministeren til straks at stoppe tvangshjemsendelserne og at man i stedet for tvangshjemsendelse bruger den mulighed som Udlændingeloven rummer og giver alle de afviste irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse. Og hellere i dag end i morgen.

Det vil tillige være en smuk dansk markering af 26.juni – den internationale dag mod tortur.

Tak for ordet.