ANTI-TORTUR BLOGGEN

Der er mange mærkedage, især i FN-regi. Men især en mærkedag fortjener dog særlig opmærksomhed: På dansk initiativ udråbte FN’s generalforsamling i 1997 den 26. juni til de Forenede Nationers internationale dag til støtte for torturofre. Det skete for at markere, at FN’s konvention mod tortur på denne dato var trådt i kraft ti år før.

Hvert år har organisationer som Amnesty International, det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) – udover FN - på denne dag i de sidste tolv år globalt markeret arbejdet mod tortur:

• hvordan går det med at bringe torturbøddelen for en domstol ?
• hvordan man kan forebygge at tortur overhovedet finder sted ?
• hvordan kan man gennem behandling bedst forsøge at rehabilitere torturofre ?

Og det er ikke mindst den rehabiliterings- og behandlingsindsats, som om noget har gjort RCT kendt ikke alene som verdens første - i kraft af bl.a. læge Inge Genefkes pionerindsats - men også som fortsat førende blandt verdens anti-torturcentre, hvoraf mange i øvrigt er blevet til med dansk hjælp.

Tortur er en barbarisk krænkelse af menneskelig værdighed og menneskerettighederne. Ingen politisk, militær, religiøs eller anden begrundelse kan retfærdiggøre brugen af tortur. Der er sket markante fremskridt i arbejdet mod tortur, men samtidig er den sørgelige sandhed, at der er lang vej endnu, inden tortur er udryddet. Amnesty International årsrapport 2010 kan dokumentere, at i 111 lande finder der tortur eller anden mishandling sted og RCT’s forskere skønner, at ca. 4,2 milliarder mennesker lever i risiko for at blive udsat for tortur.

26. juni er en god anledning til at stoppe op og foretage en status for arbejdet mod tortur. I år er det særligt vigtigt ud fra et dansk perspektiv da det er 25 år siden, at Danmark underskrev FN’s konvention mod tortur.

Men midsommeren i Danmark står som bekendt i år også i fodboldens tegn. I juni og juli afvikles World Cup for første gang på det afrikanske kontinent. Med VM i fodbold i Sydafrika har RCT i år valgt at markere den globale anti-tortur lørdag 26. juni - der i VM-regi i øvrigt er førstedagen af ottedelsfinalerne - med et arrangement i tidsrummet fra kl. 11 til 16. Hold af politikere, old boys landsholdspillere, politi- og militærfolk, komikere og andre kendte kulturpersonligheder dyster udi fodbold på Nytorv foran Københavns Byret.

I opstillede telte kan man høre RCT’s behandlere og forskere fortælle om det tværfaglige rehabiliteringsarbejde eller få indsigt i RCT’s programarbejde i Sydafrika gennem det mangeårige samarbejde med Centre for the Study of Violence and Reconciliation om rehabilitering af torturoverlevere, heriblandt mange flygtninge fra Zimbabwe og arbejdet for forebyggelse af tortur i det sydlige Afrika.

Se det detaljerede program på www.rct.dk og mød op. Vis ses.

Kommentar i anledning af udsendelsen af Amnesty Internationals årsrapport i maj 2010.

Danmark har en selvklar pligt til at lytte til kritikken fra Amnesty International, som i forbindelse med udsendelse af sin globale årsrapport i torsdags erklærede, at Danmark underminerer menneskerettighederne, når de er ubekvemme, i en grad, så det ødelægger dansk troværdighed.

Ligesom der var grund til dansk stolthed, da FN’s særlige rapportør Manfred Nowak i marts fremhævede, at Danmark i praksis har udryddet tortur, er det vigtigt at tage Amnestys kritik alvorligt.

Det er beskæmmende at høre, når flere politikere afviser at forholde sig til indholdet i Amnesty Internationals kritik.

Naturligvis skal vi lytte, når Amnesty kritiserer Danmarks bebudede brug af de mere end usikre diplomatiske garantier ved udvisning - aktuelt af danskeren Niels Holck til Indien, et land, som end ikke har ratificeret FN’s torturkonvention, og hvor tortur desværre er vidt udbredt.

Og når Amnesty International - på linje med FN - kritiserede fortsatte tvangshjemsendelser af afviste asylansøgere til det usikre Irak, burde det i det mindste få regeringen til at stoppe op. Tillige kritiserer Amnesty International den fortsat omfattende brug af isolation under varetægtsfængslinger.

Tendensen til fald i både omfang og længde af isolationsfængsling bør fortsætte, og i den forbindelse bør vi være glade for, at Amnesty International lever op til sin globale rolle som vagthund i forsvaret af menneskerettighederne også under danske breddegrader.

På samme måde bør kritikken af de omfattende masseanholdelser under klimatopmødet i København i december give anledning til dansk selvransagelse, især i lyset af, at kun få siden er blevet tiltalt.

Danmarks rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur forpligter. Vi må feje for vor egen dør - så står vi også stærkere, når vi internationalt kræver retsforfølgning for tortur, f. eks. den tortur, vi har oplevet i Abu Ghraib og på Guantánamo, eller kritiserer menneskerettighedskrænkelser i Kina og Rusland.

Det er vigtigt, at forbuddet mod udvisning til lande, hvor der er risiko for tortur, overholdes, og at man ikke samarbejder med efterretningstjenester i lande, hvor man er kendt for brug af tortur.

Det er derfor godt, at Lone Dybkjær (R) har kaldt justitsminister Lars Barfoed i samråd for at redegøre for regeringens holdning til de fremsatte kritikpunkter fra Amnesty International. Men det er kun det første skridt. Det er i år 25 år siden, at Danmark ratificerede FN’s konvention mod tortur.

Fra Rehabiliterings-og Forskningscentret for Torturofre (RCT) opfordrer vi Folketinget og regeringen til at bruge anledningen til at diskutere, hvordan Danmark hidtil har opfyldt konventionen og forbuddet mod tortur, samt hvad Danmark internationalt kan gøre for at udrydde og forebygge tortur.

Det er vigtigt, at Danmarks traditionelle position som foregangsland i arbejdet mod tortur fastholdes. I den forbindelse er det vigtigt, at man lytter til både ris og ros, når det gælder Danmarks overholdelse af menneskerettighederne og retssikkerhed. Kritikken fra Amnesty International bør sammen med advarsler fra bl. a. FN give politisk genlyd på Christiansborg.

Ovenstående blog-indlæg blev bragt i dagbladet Politiken 31. maj 2010.

FLYGTNINGEPOLITIK: Torturofre i klemme i den nye udlændingeaftale

SOM LYN FRA en klar himmel bekendtgjorde regeringen mandag aften, at man havde indgået endnu en udlændingeaftale.

Næste gang regeringen og Dansk Folkeparti laver om på udlændingelovgivningen, vil der være tale om en slags politisk sølvbryllup, for så er det 25. gang, siden VK-regeringen overtog magten i Danmark i 2001. I al fald ifølge en opgørelse fra Retspolitisk Forening.

NOK BETYDER den stigende globalisering og migration på verdensplan en forstærket indvandring med deraf følgende udfordringer også for dansk flygtningepolitik, men altovervejende må de gentagne stramninger samlet vurderes som et ubehageligt skift i dansk flygtningepolitik væk fra en humanistisk baseret tilgang til en næsten umenneskelig flygtningepolitik.

Centralt i den nye aftale står et pointsystem, som tilsyneladende er baseret på, at enhver altid er sin egen lykkes smed. Det nye pointsystem ophæver de gamle regler, der gjorde det muligt at få permanent opholdstilladelse i Danmark efter 7 år. De nye regler sikrer, at indvandrere, der hurtigt kan få arbejde, lære dansk og klare sig selv i det danske samfund, kan opnå permanent opholdstilladelse efter 4 år. Netop dermed kommer de svageste flygtninge i klemme. Og de svageste udlændinge vil oftest sige torturofre og andre traumatiserede uarbejdsdygtige flygtninge.

DE NYE REGLER, hvor udlændinge skal samle 100 point - via kurser i sprog og viden om danske forhold samt gennem arbejde - for tidligere at opnå permanent opholdstilladelse, tager slet ikke højde for torturofre og andre traumatiserede flygtninge.

Aftalen synes helt at glemme, hvad torturen betyder for mange af dens ofre. Mange torturofre har netop som følge af tortur besvær med sprogindlæring som følge af manglende koncentrationsevne.

Det er hverken modvilje eller manglende ønske, der ofte gør tillæringen af det danske sprog endog meget vanskelig for torturofre.

FORLIGSPARTIERNE synes også at glemme noget så grundlæggende, som at torturofre ofte ikke kan arbejde i samme grad som andre udlændinge, når man for at opnå basispoint stiller krav om fuldtidsbeskæftigelse.

Når man i aftalen tillige vil give gøre det umuligt at opnå point for dem, der modtager eller har modtaget sociale ydelser, er der grund til at frygte, at yderligere mange torturofre og traumatiserede flygtninge vil blive ramt af de nye strammere regler.

VKO-aftalen synes helt at glemme, at kontanthjælp og andre sociale ydelser netop i et velfærdssamfund er en kompensation til dem, der ikke er i stand til selv at få en indkomst gennem lønarbejde.

Torturofre og andre uarbejdsdygtige flygtninge er af indlysende grunde ofte ikke i stand til selv - gennem erhvervsarbejde - at få en indkomst.

FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, fremhævede for få dage siden Danmark i arbejdet mod tortur. Når man internationalt får tildelt rollen som foregangsland, bør det også forpligte.

Nok er det fint, at Danmark er et af de få lande, der kan siges at være fri for tortur, men det vil være godt, hvis hensynet til torturofre også fandt udtryk i den aktuelle flygtninge-og udlændingepolitik.

Med tendensen til i praksis at diskriminere torturofre i at opnå permanent opholdstilladelse lever Danmark bestemt ikke op til rollen som foregangsland i arbejdet mod tortur.

NATURLIGVIS kan man kun støtte den erklærede hensigt i aftalen om at fremme integration, men aftalen fremmer ikke integration.

Det er f. eks. svært at forstå, at man vil gøre det vanskeligere at få kommunal stemmeret eller besværliggøre muligheden for familiesammenføring for angiveligt at fremme målet om integration.

Aftalen rammer de svageste og er et skridt i den forkerte retning. RCT havde gerne været helt fri for aftalen, men når aftalen synes uundgåelig, må man i det mindste kræve, at torturofre og andre traumatiserede uarbejdsdygtige flygtninge udtrykkeligt bliver undtaget for de skærpede regler.

Ovenstående blev tillige bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken 17.marts 2010.

Nye stramninger: Kravene om point gennem kurser og arbejde, samt at man ikke må have modtaget sociale ydelser, synes næsten målrettet at sigte på at udelukke torturofre fra at opnå permanent opholdstilladelse.

Regeringen vil gøre det vanskeligere for udlændinge at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Tirsdag bebudede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech med opbakning fra statsministeren et forslag til stramning af udlændinge- og integrationsloven.

Ifølge Politiken (27.1.) vil Birthe Rønn Hornbech ikke uddybe forslagene. »Det er noget, jeg taler med dem om, som skal stemme for det«, svarede integrationsministeren Politiken.

Selv om forslaget derfor ikke kendes i detaljer, er der på baggrund af den hidtidige avisomtale al mulig grund til at råbe vagt i gevær og advare mod de bebudede nye strammere regler for at opnå permanent opholdstilladelse. Forslaget vil vanskeliggøre, at de svageste udlændinge kan opnå permanent opholdstilladelse, og vil især ramme torturofre.

Kravene om point gennem kurser og arbejde, samt at man ikke må have modtaget sociale ydelser, synes næsten målrettet at sigte på at udelukke torturofre fra at opnå permanent opholdstilladelse, om end man naturligvis må håbe, at det er utilsigtet.

De nye regler, hvor torturofre og andre traumatiserede flygtninge skal samle et vist antal point for at opnå permanent opholdstilladelse, tager slet ikke højde for torturofres særlige situation.

Torturofre har ofte koncentrations- og hukommelsesbesvær, som bestemt ikke gør det lettere at score point gennem kurser i sprog og viden om samfundsforhold.

Mange torturofre har, netop som følge af den tortur de har været udsat for, besvær med sprogindlæring.

Alt andet lige vil de bebudede stramninger ramme torturofre. Nylige undersøgelser dokumenterer, at 45 procent af asylansøgere i Danmark har været udsat for tortur.

Det samme gør sig gældende med kravet om arbejde. Torturofre kan erfaringsmæssigt ofte ikke arbejde i samme grad som andre - hvad enten vi taler om danskere, udlændinge eller flygtninge - netop som følge af torturen.

Selv om en rehabilitering bl. a. sigter på at gøre så mange torturofre som muligt arbejdsdygtige igen, må vi desværre - efter mere end 25 års erfaring med behandling - erkende, at ikke alle vore klienter bliver arbejdsdygtige i fuldt omfang.

Et vellykket rehabiliteringsforløb betyder for de fleste, at de opnår en højere livskvalitet og måske bliver i stand til at fungere som forælder eller i stand til at arbejde i nedsat omfang. Tendensen til at gøre beskæftigelse til det eneste parameter for en vellykket integration af flygtninge er ikke alene problematisk, men vil også ofte ramme især uarbejdsdygtige flygtninge, herunder torturofre.

Når man tillige fra regeringens side påtænker at give ansøgere afslag på permanent opholdstilladelse, hvis de har modtaget sociale ydelser, frygter RCT, at yderligere mange torturofre vil blive ramt af forslaget. Kontanthjælp og andre sociale ydelser skal jo netop kompensere for, at torturofre og andre uarbejdsdygtige flygtninge ikke er i stand til selv gennem erhvervsarbejde at få en indkomst.

RCT er samtidig rystet over, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har udtalt, at »der skal være en gulerod for de udlændinge, der gør det rigtige; de skal hurtigere få permanent opholdstilladelse.

Men der skal være en pisk til de udlændinge, der ikke vil gøre en rigtig indsats«. Om noget, så har torturofre ikke brug for flere pisk.

At piske torturofre fremmer ikke integration.

Tværtimod har torturofre og andre traumatiserede flygtninge brug for beskyttelse, behandling og den tryghed, som en permanent opholdstilladelse medvirker til at give. Årelang erfaring med rehabilitering og behandling af torturofre har lært os på RCT, at det er afgørende, at der i så høj grad som muligt skabes trygge rammer for rehabiliteringsindsatsen.

Når man vanskeliggør mulighederne for at opnå permanent opholdstilladelse, besværliggør man både en rehabilitering af torturofre og den integration i det danske samfund, som langt de fleste torturofre og andre flygtninge håber, at de vil opleve.

Grundlæggende er forslaget udtryk for en mistænkeliggørelse af torturofre og andre flygtninge, når det gælder ønske og vilje til at få en fremtid i Danmark, hvor man føler sig integreret i det danske samfund.

Og med begrebet integration menes ikke en assimilation eller en total undertrykkelse af egen identitet eller den - bl. a. religiøse - stigmatisering, som mange flygtninge oplever i kølvandet på den meget fremmedfjendske tone og holdning, der har præget den danske udlændingedebat i alt for mange år.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtelse til at tage hensyn til torturofre og gennem imødekommenhed at gøre torturerede flygtninge til en del af samfundet ved bl.a. at give permanent opholdstilladelse.

Som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm understreger, sender regeringen med endnu et opstrammende lovforslag igen det signal til flygtninge, at de ikke er velkomne her. Det er svært for flygtninge at føle sig hjemme og bidrage til det nye land, når man konstant mindes om, at man ikke er rigtig velkommen.

I stedet for at udelukke og ekskludere flygtninge bør Danmark vende tilbage til tidligere tiders humanistiske imødekommenhed over for flygtninge og forfulgte, der har søgt beskyttelse i Danmark.

En imødekommenhed, der bl.a. indebærer, at man skaber tryghed ved at give permanent opholdstilladelse.

For RCT er det afgørende vigtigt, at de påtænkte stramninger i udlændinge- og integrationsloven ikke rammer torturofre og andre forfulgte flygtninge.

Ovenstående blog-indlæg blev bragt som debatindlæg af Tue Magnussen i dagbladet Politiken 29. januar 2010 ledsaget af en flot karikaturtegning af Birthe Rønn Hornbech fra Anne-Marie Steen Petersens hånd.

I dag kan Guantánamo-lejren fejre sin otte års fødselsdag. Det er der imidlertid ikke nogen grund til. Tværtimod. Siden 11. januar 2002 da de første fanger ankom til Guantánamo har fangelejren været en skamplet på alle retsprincipper.

Basens juridiske status var en af grundene til, at den blev valgt som lokalitet for fangelejren. Ved at oprette fængslet på en flådebase uden for USA ønskede præsident George W. Bush at fratage fangerne de rettigheder, som de i kraft af den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de var fængslet i selve USA. Hvad man kan kalde Bush-administrationens ”kreative konventionstænkning” var begyndt.

Sammen med Abu Ghraib-fængslet i Irak og hemmelige CIA-fly er Guantánamo-lejren blevet indbegrebet af Bush-administrationens brug af tortur og manglende overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner.

Da Barack Obama, som en af sine første handlinger som nytiltrådt præsident i januar sidste år, bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamo-lejren vil blive lukket inden for ét år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over. Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere modtog nyheden med stor begejstring. En lukning af Guantánamo hurtigst muligt og et opgør med alt det som Guantánamo står for, er naturligvis i sig selv vigtig, men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama med det alene også har distanceret sig fra alle sider af Bush-tidens sorte kapitler.

Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er utrolig skuffende. Torturbødlerne går fri for straf. Det er ikke kun en skuffende beslutning; beslutningen er tillige både juridisk usikker og konventionsstridig. Juridisk set kræver det i en amerikansk kontekst en egentlig amnestilov, hvis Obama vil gennemtrumfe straffriheden. Samtidig er beslutningen om straffrihed i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.

Obamas beslutning om straffrihed underminerer FN’s konvention mod tortur og bliver dermed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule anti-torturkonventionens status. Al erfaring fra arbejdet med torturofre viser, at det også er principielt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende zig-zag-kurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovlig og stueren, kunne man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede og godkendte torturen.

Efter Obamas beslutning om ikke at retsforfølge CIA-forhørslederne erklærede FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, at beslutningen er en overtrædelse af folkeretten. USA er ikke alene forpligtet til at efterforske og retsforfølge tortur, men også at give ofrene rehabilitering og erstatning. Lakmusprøven på om Obama vil tage et fuldt opgør med tortur er ikke kun en realisering af den bebudede lukning af Guantánamo, men især om der vil ske retsforfølgning af Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld for deres ansvar for tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at bakke FN’s særlige rapportør for tortur op ved at opfordre Obama til tage skridt til at undersøge og retsforfølge anklager om tortur. Det danske udenrigsministerium var utrolig stolt da FN’s generalforsamling kort før jul vedtog en dansk resolution mod tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at retsforfølge eller udvise til strafforfølgelse i andet land de personer, som mistænkes for at have begået tortur.

Danmark burde samtidig opfordre USA til snarest at ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur. Da Tillægsprotokollen – en dansk diplomatisk mærkesag - blev vedtaget i FN i december 2002, var USA ét af de kun fire lande, som stemte imod. Gennem besøg i fængsler forebygger Tillægsprotokollen tortur for at undgå en gentagelse af scenerne fra fængslet i Abu Ghraib, der for alvor gjorde omverdenen opmærksom på, hvor langt USA under Bush var kommet ud på torturens glidebane.

Ovenstående er uddrag af kronik, der bringes i dagbladet Politiken 11. januar 2010.