ANTI-TORTUR BLOGGEN

I disse dage er der mange danskere, der med udsigt til en velfortjent ferie i det græske, glæder sig. Og med god grund. Ferie i Grækenland - hvad enten det er på det græske fastland eller på en græsk ø – står højt også på min ønskeliste.

Men det er desværre ikke kun ferierejsende, der skal pakke kufferten inden afgang til Grækenland. En del asylansøgere står over for at skulle tvangsudsendes fra Danmark - med henvisning til Dublinkonventionen - tilbage til et Grækenland, der ikke lever op til sine internationale forpligtelser.

Danmark har i godt et halvt år kun sendt asylansøgere tilbage til Grækenland, hvis de græske myndigheder kunne give en garanti for, at man ikke ville sende asylansøgeren videre til forfølgelse og tortur i hjemlandet. Hvis Grækenland ikke garanterede adgang til asylbehandling, har asylansøgeren hidtil fået sin sag behandlet i Danmark.

Den praksis er nu ophørt. De første asylansøgere er allerede sendt tilbage til Grækenland. Dansk Flygtningehjælp skønner, at flere end 50 asylansøgere risikerer at blive sendt til Grækenland. Dansk Røde Kors har foreslået et fuldstændigt stop for alle tilbagesendelser til Grækenland.

Det er meget kritisabelt, at Danmark igen begyndt at sende asylansøgere tilbage til Grækenland. Man kan frygte, at asylansøgerne bliver sendt videre derfra til tortur i hjemlandet.

Det er i strid med såvel flygtningekonventionen som FN’s konvention mod tortur at udvise eller tilbagesende personer til lande, hvis der er risiko for at personen bliver udsat for tortur. Danmark handler i modstrid mod f.eks. de resolutioner, som Danmark selv i FN har fremsat og som advarer mod udvisninger i strid med FN’s konvention.

Grækenland modtager flere end 20.000 flygtninge om året. De mange øer og den lange kystlinie ved EU’s ydregrænse mod øst gør det ikke let for det kriseramte Grækenland. Det er almen kendt, at det græske asylsystem er brudt sammen og er under al kritik. Mange asylansøgere endte allerede før den økonomiske krise på gaden uden nogen form for hjælp og mange risikerer at blive udsendt til en uvis skæbne i hjemlandet.

Europarådet og FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har sammen med flere humanitære organisationer som Amnesty International dokumenteret og advaret om de stærkt kritisable forhold i Grækenland.

Det er yderst kritisabelt, at Danmark igen er begyndt at sende asylansøgere tilbage til det græske asylsystem, som på ingen måde kan siges at leve op til sine internationale forpligtelser. Hvis man fra dansk side ikke kan få garanti for en ordentlig asylbehandling bør man ikke sende flygtninge retur til Grækenland, men i stedet asylbehandle de pågældende her. Retur til tortur er i strid med FN’s konvention mod tortur.

Når Lene Espersen torsdag rejser til USA for at møde sin kollega, udenrigsminister Hillary Clinton bør hun huske, at arbejdet mod tortur er en dansk mærkesag.
Det vil være en god ide at have FN’s konvention mod tortur med i kufferten.
Og den er desværre mere aktuel end nogensinde.

For eksempel kunne nyhedsbureauerne forleden fortælle, at USA’s tidligere præsident George W. Bush har erkendt, at hans administration brød anti-torturkonventionens absolutte forbud mod tortur.
- Ja, vi brugte waterboarding mod Khalid Sheikh Mohammed. Jeg ville gøre det igen for at redde menneskeliv, sagde Bush forleden i en tale ifølge nyhedsbureauet AP, som Ritzau herhjemme citerede.

Den terrorrmistænkte Khalid Sheikh Mohammed menes at være hjernen bag terrorangrebet 11. september 2001 og blev under forhør udsat for waterboarding ikke mindre end 183 gange. Med en klud over ansigtet, hvorpå der hældes vand, giver waterboarding ofret fornemmelsen af at blive kvalt ved drukning.
Det er rystende, at Bush ikke i dag har samvittighedskvaler over, at han godkendte tortur af terrormistænkte.

Gennem brug af især water-boarding forsøgte Bush både at udhule definitionen på tortur er og han godkendte, at USA overtrådte forbuddet mod tortur. Bush’s udtalelser understreger nødvendigheden af, at Obama-administrationen i sit bebudede opgør med tortur bør retsforfølge og placere ansvaret for Bush-tidens tortur.

Lakmusprøven på om Obama vil tage et opgør med tortur er ikke kun den bebudede, men stadig ikke-realiserede lukning af Guantánamo, men også om der vil ske retsforfølgning af Bush, Rumsfeld og Cheney for deres ansvar for de barske forhørsteknikker, som siden 11. september og den bebudede krig mod terror har sat en af de mest fundamentale menneskerettigheder, forbuddet mod tortur, under alvorligt pres.

Allerede i 2006 anbefalede FN’s særlige rapportør Manfred Nowak og andre FN-eksperter, at alle de personer, som har begået, beordret, tolereret eller accepteret tortur og mishandling – helt op til det højeste militære eller politiske niveau – bør retsforfølges.

Selv om et retsopgør med Bush-administrationens ansvar for tortur måske ikke umiddelbart virker realpolitisk sandsynligt bør der presses på for at få det gennemført. USA har ifølge konventionen en forpligtigelse til at retsforfølge ansvar for tortur.

Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur. Tillige er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt. Vi skylder torturofrene at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver dømt. Når Obama ikke selv vil tage initiativ dertil bør andre lande opfordre USA til at indlede en undersøgelse af ansvaret for den stedfundne tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtigelse til, at til at opfordre Obama-administrationen til at få retsforfulgt tortur.
Når udenrigsminister Lene Espersen 17. juni drager til USA bør hun derfor i samtalerne med sin amerikanske kollega Hillary Clinton understrege, at USA har en konventionsmæssig forpligtelse til at retsforfølge de ansvarlige for tortur.

Samtidig håber vi, at udenrigsministeren i Washington vil søge at få nogle acceptable svar fra Obama- administrationen om CIA’s overflyvninger af Danmark i forbindelse med transport af terrormistænkte til hemmelige tortur-fængsler.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller erkendte, at regeringens redegørelse ikke var fyldestgørende, fordi Bush-administrationen nægtede at give klare svar.
Med nye acceptable svar kan Danmark på sin side følge opfordringen fra FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, om, at der bør laves en uvildig undersøgelse af CIA-overflyvningerne af Danmark og Grønland.

Endelig bør Lene Espersen opfordre USA til at tilslutte sig og ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur, som gennem besøg i bl.a. fængsler søger at forebygge tortur.

Ovenstående blev søndag 13. juni 2010 let forkortet bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken med overskrfiten
”Husk nu at kæmpe kampen mod tortur, Lene Espersen”.

Når Folketinget tirsdag skal diskutere dansk mellemøstpolitik er det vigtigt at fastholde en dansk afstandtagen overfor Israel, når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, den konventionsstridige blokade af Gaza og særlig Goldstone-rapportens krav om retsforfølgning af krigsforbrydelser under Gaza-krigen.

Udenrigsminister Lene Espersen var klar i mælet, da hun - i lighed med FN’s generalsekretær og den amerikanske vicepræsident - i marts tog afstand fra Israels opførelse af yderligere 1.600 boliger i en bosættelse i Østjerusalem. Medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn var på samme måde stærkt fordømmende over for Israels konventionsstridige blokade af Gaza. Selv om medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn ikke selv fik lov til at se situationen for civilbefolkningen i Gaza, gav de efterfølgende udtryk for, at den danske regering og det øvrige EU bør lægge pres på Israel for straks at ophæve den umenneskelige blokade af Gaza, så en genopbygning kan begynde.

Med det nuværende tempo vil genopbygningen af Gaza komme til at vare 500 år. Israel forhindrer, at cement, stål og andre byggematerialer kommer frem. Kun få lastbiler med materialer har fået lov til at komme ind i Gaza siden invasionen i januar 2009. Syge, traumatiserede og fattige mennesker er blevet de første ofre for blokaden. En blokade, der er en klar overtrædelse af den humanitære folkeret.

I lighed med flere andre EU-lande stemte Danmark 26. februar for en resolution, som kræver, at Gaza-krigens parter skal undersøge Goldstone-rapportens anklager om, at der blev begået krigsforbrydelser. Da generalforsamlingen i november stemte om en lignende resolution undlod Danmark at stemme.

At Danmark - med Lene Espersen som nytiltrådt udenrigsminister - stemte for var nok en nyhed, men er dog i overensstemmelse med en mangeårig dansk holdning. Da Danmark for få år siden havde formandskabet for FN’ sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller, at det internationale samfund har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden og for at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten, ikke går fri.

Gaza-krigen chokerede internationalt. Flere end 1.400 palæstinensere og i alt 14 israelere blev dræbt under den tre uger lange krigi Gaza i januar 2009. De omfattende overgreb og de internationale protester førte 3. april til nedsættelse af FN’s kommission for at finde fakta om Gaza-konflikten, populært kaldet Goldstone-kommissionen efter lederen, den internationalt anerkendte jurist Richard Goldstone.

Israel nægtede at samarbejde med kommissionen, hvilket mange i Israel i dag nok fortryder. Den endelige rapport på 575 sider dokumenterede i september grundigt de omfattende krigshandlinger og deres indvirkning på det civile liv i Gaza og det sydlige Israel. Rapporten pegede på alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og af den humanitære folkeret heraf nogle, der lægger sig op af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Goldstone-rapporten konkluderer bl.a., at israelske styrker sandsynligvis begik krigsforbrydelser ved at angribe civilbefolkningen og ved at bruge den som skjold samt alvorlige brud på den fjerde Geneve-konvention, herunder brud på forbudet mod tortur og ved ødelæggelse af private ejendomme. Ved at lukke grænserne indskrænkede Israel civilbefolkningens ret til mad og vand samt en acceptabel levestandard.

Palæstinensiske væbnede grupper krænkede den humanitær folkeret ved at sende upræcise raketter mod civile områder og udsætte civile for unødig fare ved at angribe tæt på beboelsesområder. FN’s dokumentationsteam fandt ingen beviser på, at væbnede palæstinensiske grupper havde ført civile hen på steder, som de vidste, ville blive angrebet, eller at man havde brugt hospitaler, ambulancer eller FN-bygninger til at skjule militære aktiviteter.

FN’s generalforsamling behandlede 5. november rapporten og vedtog med et overvældende flertal at give Israel og palæstinenserne tre måneder til på nationalt grundlag at undersøge krænkelser af folkeretten. De to parter afleverede hver især i starten af februar i år et svar. Men begge parters svar var utilfredsstillende. 26. februar gav FN’s generalforsamling parterne yderligere fem måneder til at gennemføre de påkrævede undersøgelser. Inden Folketinget mødes efter sommerferien skal Danmark i FN altså på ny tage stilling til Goldstone-rapporten. Derfor bør Folketinget tirsdag diskutere en dansk holdning.

Rapportens dokumentation af overgreb og krigsforbrydelser må ikke syltes. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser, hverken i Gaza, Israel eller andre steder. Hvis en så vigtig FN-rapport ikke bliver fulgt op, betyder det ikke alene straffrihed for krigsforbrydelser og at overgreb kan fortsætte uhindret, men også en underminering af den internationale retsorden.

Ofte har det internationale samfund, herunder Danmark, ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det har imidlertid vist sig at være en fejl. Meddelelsen om fortsat udbygning af de ulovlige bosættelser på Vestbredden er et eksempel på tilsidesættelse af internationale konventioner umuliggør fredsforhandlinger. En international retsorden er ikke en forhindring, men derimod fundamentet for en varig fred.

Ganske vist kan man tale om mere markerede danske positioner, men man kan også se dem, som en fortsættelse af dansk mellemøstpolitik. Udover at videreføre daværende udenrigsminister Per Stig Møllers understregning af, at forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten bør retsforfølges, er der også tale om en bekræftelse af Folketingets beslutning fra april 2009, hvor et flertal opfordrede regeringen til bl.a. at arbejde for at Israel fastfryser bosættelsesaktiviteterne og indstiller ødelæggelserne af boliger i Østjerusalem, en FN-undersøgelse i forhold til beskyldninger for overtrædelser af folkeretten og en ophævelse af de unødvendigt stramme restriktioner på bevægeligheden for varer og humanitært udstyr hen over Gazas grænser.

Lad os håbe, at et bredt folketingsflertal tirsdag fastholder en dansk afstandtagen overfor Israel, når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, den konventionsstridige blokade af Gaza og i særdeleshed, at man ikke glemmer at bakke op om Goldstone-rapportens krav om retsforfølgning af krigsforbrydelser under Gaza-krigen.

Først en tak for invitationen til RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre - til at tale i dag.

Som et af verdens første behandlingscentre mod tortur har Iran og tortur i al for mange år for os været tæt forbundne størrelser.

For godt 25 år siden vedtog FN en konvention mod tortur. Siden er det lykkedes, at få ¾ af verdens lande til at ratificere konventionen. Færre end 50 af verdens lande har i dag ikke ratificeret konventionen. Heriblandt finder vi betegnende nok Iran, der hverken har underskrevet eller ratificeret konventionen. Det betyder ikke, at det iranske styre har lov til at udøve tortur. Verdenserklæringen om menneskerettigheder har i mere end 60 år klart forbudt tortur overalt på vores jord. Men det betyder, at det alt andet lige er sværere for det internationale samfund at få sat en stopper for torturen i Iran.

Vi har gennem årene på RCT modtaget mange flygtninge fra Iran, der med sig i bagagen har medbragt traumer og de værste erindringer om grusom og forfærdelig tortur i Iran. Og desværre har Danmark også selv forbrudt sig mod FN’s konvention f.eks. da man tvangshjemsendte en ung iransk flygtning, der efterfølgende blev udsat for tortur i Iran. Ashkan hedder han og få i Danmark har som ham selv oplevet torturens rædsler. For os som et dansk anti-torturcenter har det været nærliggende at pege på at en dansk udvisningspraksis medførte tortur. Men vi skal naturligvis ikke glemme, at Ashkans torturbødler handlede på ordre fra det umenneskelige styre i Iran. Derfor er flot at se, at Ashkan i dag har overskud til at gå i spidsen i kampen mod tortur og for demokratiske rettigheder i Iran.

Tortur er som sagt ikke en ny foreteelse i Iran. Men aldrig før i Irans nyeste historie har torturen været så udbredt og så systematisk indgået i styrets undertrykkelse af den politiske opposition, som i de sidste syv måneder. Flere end 5.000 mennesker er blevet anholdt, og hundreder er idømt fængsel eller piskeslag efter uretfærdige retssager i efterspillet til det iranske præsidentvalg i sommer.

Tortur er udbredt på de iranske politistationer og i styrets umenneskelige fængsler. Overgrebene er med rette blevet kaldt de værste krænkelser af menneskerettighederne i landet i 20 år. Flere tidligere fanger beretter om tortur, voldtægter og drab i fængslerne. Der er allerede faldet de første dødsdomme over demonstranter, som siden er blevet hængt - senest i slutningen af januar da flere af os sidst mødtes til protestdemonstration her på Christiansborg Slotsplads.

Vi bør kræve øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af de mange, der er blevet fængslet udelukkende for at demonstrere mod regimet. Det iranske styre må stoppe volden mod demonstranterne og lade befolkningen benytte sig af deres ret til ytrings- og forsamlingsfrihed. Det iranske styre må straks stoppe den udbredte tortur og mishandling.

Selvom Iran har sat sig uden for det gode selskab ved ikke at have ratificeret FN’s konvention mod tortur bør Danmark som internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur aktivt arbejde for at stoppe torturen i Iran f.eks. ved at presse på for at FN’s menneskerettigheds-rapportører snarest bør få lov til at besøge Irans fængsler.

I dag kan Guantánamo-lejren fejre sin otte års fødselsdag. Det er der imidlertid ikke nogen grund til. Tværtimod. Siden 11. januar 2002 da de første fanger ankom til Guantánamo har fangelejren været en skamplet på alle retsprincipper.

Basens juridiske status var en af grundene til, at den blev valgt som lokalitet for fangelejren. Ved at oprette fængslet på en flådebase uden for USA ønskede præsident George W. Bush at fratage fangerne de rettigheder, som de i kraft af den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de var fængslet i selve USA. Hvad man kan kalde Bush-administrationens ”kreative konventionstænkning” var begyndt.

Sammen med Abu Ghraib-fængslet i Irak og hemmelige CIA-fly er Guantánamo-lejren blevet indbegrebet af Bush-administrationens brug af tortur og manglende overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner.

Da Barack Obama, som en af sine første handlinger som nytiltrådt præsident i januar sidste år, bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamo-lejren vil blive lukket inden for ét år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over. Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere modtog nyheden med stor begejstring. En lukning af Guantánamo hurtigst muligt og et opgør med alt det som Guantánamo står for, er naturligvis i sig selv vigtig, men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama med det alene også har distanceret sig fra alle sider af Bush-tidens sorte kapitler.

Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er utrolig skuffende. Torturbødlerne går fri for straf. Det er ikke kun en skuffende beslutning; beslutningen er tillige både juridisk usikker og konventionsstridig. Juridisk set kræver det i en amerikansk kontekst en egentlig amnestilov, hvis Obama vil gennemtrumfe straffriheden. Samtidig er beslutningen om straffrihed i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.

Obamas beslutning om straffrihed underminerer FN’s konvention mod tortur og bliver dermed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule anti-torturkonventionens status. Al erfaring fra arbejdet med torturofre viser, at det også er principielt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende zig-zag-kurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovlig og stueren, kunne man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede og godkendte torturen.

Efter Obamas beslutning om ikke at retsforfølge CIA-forhørslederne erklærede FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, at beslutningen er en overtrædelse af folkeretten. USA er ikke alene forpligtet til at efterforske og retsforfølge tortur, men også at give ofrene rehabilitering og erstatning. Lakmusprøven på om Obama vil tage et fuldt opgør med tortur er ikke kun en realisering af den bebudede lukning af Guantánamo, men især om der vil ske retsforfølgning af Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld for deres ansvar for tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at bakke FN’s særlige rapportør for tortur op ved at opfordre Obama til tage skridt til at undersøge og retsforfølge anklager om tortur. Det danske udenrigsministerium var utrolig stolt da FN’s generalforsamling kort før jul vedtog en dansk resolution mod tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at retsforfølge eller udvise til strafforfølgelse i andet land de personer, som mistænkes for at have begået tortur.

Danmark burde samtidig opfordre USA til snarest at ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur. Da Tillægsprotokollen – en dansk diplomatisk mærkesag - blev vedtaget i FN i december 2002, var USA ét af de kun fire lande, som stemte imod. Gennem besøg i fængsler forebygger Tillægsprotokollen tortur for at undgå en gentagelse af scenerne fra fængslet i Abu Ghraib, der for alvor gjorde omverdenen opmærksom på, hvor langt USA under Bush var kommet ud på torturens glidebane.

Ovenstående er uddrag af kronik, der bringes i dagbladet Politiken 11. januar 2010.

27. december 2009 er det et år siden, at Israel indledte angrebet på Gaza. I ugerne derefter blev verden chokeret over de omfattende overgreb og krigsforbrydelser. I Danmark var titusinder på gaden for at protestere bl.a. gennem den store tværpolitiske Gaza-demonstration i København, som også Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) sammen med andre humanitære organisationer støttede. Og internationalt var protesterne endnu mere omfattende.

Det førte kort tid efter til nedsættelse af FN’s kommission for at finde fakta om Gaza-konflikten, populært kaldet Goldstone-kommissionen efter lederen, den internationalt anerkendte jurist Richard Goldstone. Selvom Israel nægtede at samarbejde med kommissionen dokumenterede den endelige rapport ved udgivelsen i september på 452 sider grundigt de omfattende krigshandlinger og deres indvirkning på det civile liv i Gaza.

FN’s Menneskerettighedsråd godkendte 16. oktober under dets session i Genève Goldstone-rapporten. Rådets beslutning blev vedtaget med 25 stemmer for og seks imod, mens 11 lande undlod at stemme. 5. november vedtog FN’s generalforsamling i New York rapporten med 114 stemmer for, 18 imod og 44 lande, der undlod at stemme. Dermed gav et overvældende flertal af verdens lande Israel og palæstinenserne tre måneder til at undersøge om der har været alvorlige krænkelser af folkeretten. Samtidig anmodede man FN’s generalsekretær Ban Ki-moon om at sende Goldstones rapport til Sikkerhedsrådet og aflægge rapport om dens videre skæbne om tre måneder. Det skal derfor ske om få uger.

I dansk sammenhæng har regering, de politiske ordførere og store dele af opinionen været meget afventende, ja næsten tavse om holdningen til Goldstone-rapporten. Danmark undlod i november på FN’s generalforsamling at stemme selvom en række danske NGOer som FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) gentagne gange har opfordret den danske regering til selvstændigt og sammen med de øvrige EU-lande aktivt i FN-regi at arbejde for, at de ansvarlige på begge sider for krigsforbrydelserne bliver retsforfulgt.

Goldstone-rapportens dokumentation af overgreb og krigsforbrydelser må ikke forbigås. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Hvis overgrebene forbliver ustraffede, og en så vigtig FN-rapport ikke bliver fulgt op, betyder det straffrihed for krigsforbrydelser og at overgreb kan fortsætte uhindret.

Ofte har det internationale samfund ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten af hensyn til at fremme en såkaldt fredsproces. Det har imidlertid vist sig at være en fejl. Den fortsatte udbygning af de ulovlige besættelser på Vestbredden, som yderligere mindsker muligheden for en palæstinensisk stat, er et udtryk for det. Overholdelse af menneskerettigheder og internationale konventioner samt etablering af en international retsorden bør være fundamentet for en proces hen mod en varig fred.

Da Danmark for få år siden, havde formandskabet for FN’ sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller overfor det internationale samfund, at det har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden. Det internationale samfund har et ansvar for at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten ikke går fri, men stilles til regnskab for deres handlinger. Det er vigtigt, at Goldstone-rapporten ikke samler støv, men tværtimod bruges som den er tænkt, nemlig som en grundig dokumentation og dermed et vigtigt instrument til at sikre overholdelse af menneskerettighederne og de internationale konventioner for at undgå straffrihed for krigsforbrydelser. Derfor må vi ikke glemme Gaza.

To år er ingen alder for bedsteforældre. Alligevel er der en fødselsdag som fortjener en særlig opmærksomhed.

Siden 7. oktober 2007 har Bedsteforældre for Asyl stædigt og sejt stået foran Sandholm-lejren mere end 100 søndage i al slags vejr. Og ikke alene har man stået ved Sandholm, men også ved centrene i Aunstrup og Kongelunden. Om nogen har Bedsteforældre for Asyl både sat fokus på de urimelige forhold i lejrene, og også understreget, at asyl er det mindste Danmark kan og bør give efter at mange - ofte i forvejen traumatiserede - asylansøgere under deres tid i Danmark har lidt så megen skade.

Med bl.a. bogudgivelsen Afvist og organisering af den store demonstration 18. juni på Rådhuspladsen i København har Bedsteforældre for Asyl inspireret mange. Det gælder ikke mindst Kirkeasyl, som sammen med andre initiativer for alvor har markeret en bred folkelig modstand mod den førte flygtningepolitik. Såvel flygtningepolitikken som tonen i flygtningedebatten gør livet mere end almindeligt surt for mange flygtninge, herunder ikke mindst de traumatiserede flygtninge og torturofre, som ofte er de socialt og menneskeligt mest udsatte grupper.

Selvom hverken Bedsteforældre for Asyl eller medierne – bortset fra en læseværdig kronik i Politiken af Else Lidegaard - har markeret fødselsdagen, synes jeg, at Bedsteforældrene skal vide, at vi er mange, som synes, at de har gjort en imponerende og flot indsats. En indsats, som har affødt beundring - også hos yngre generationer. Derfor er der god grund til at udtrykke en stor tak til de grånende bedstemødre og –fædre, der trofast mødes hver søndag kl.14. På den ene side må man håbe, at de holder ud og måske endog bliver flere. Men man kan på den anden side kun håbe, at de flotte mål snart må blive opfyldt og at der ikke bliver flere fødselsdage at fejre fremover for Bedsteforældre for Asyl.

 - Den danske stat har blod på hænderne og udøver tortur.

Så skarpt lød meldingen forleden fra Inge Genefke, som er stifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), og professor Bent Sørensen, der igennem 13 år har været medlem af FN’s komité mod tortur og Europarådets anti-torturkomité.

De to er om nogen de mest fremtrædende danske forkæmpere imod tortur. Med en utrættelig ihærdighed har de hver især og sammen i mere end 35 år bekæmpet tortur verden over.  De har medvirket til at gøre Danmark til et internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur. Og nu føler de sig tvunget til at anmelde Danmark for brud på FN’s torturkonvention ved at udsætte et irakisk torturoffer for umenneskelig og grusom behandling da man isolationsfængslede Abdel Jafar og dermed udsatte ham for fare for flashback og genoplevelse af torturen. 

Baggrunden for anmeldelsen og den skarpe udmelding er, at 46-årige Abdel Jabar – som en af de 22 tvangsudviste – 2. september blev sendt tilbage til en uvis skæbne i Irak, hvor han igennem syv år var udsat for kontinuerlig tortur. Tilbage i Irak blev han ved ankomsten til Bagdad lufthavn anholdt.  Meddelelsen om, at mindst fem af de 22 tvangshjemsendte irakere blev anholdt ved ankomsten til Bagdad er chokerende og burde få de danske myndigheder til straks at indstille tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske asylansøgere.

Sikkerhedssituationen i Irak er blevet forværret. Med over 2000 dræbte og sårede blev august måned den blodigste måned i Irak i over et år og understreger de klokkeklare advarsler fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om ikke at sende flygtninge retur til Irak på nuværende tidspunkt. 

En forværrende omstændighed er, at flere af irakerne kommer fra befolkningsgrupper – eksempelvis religiøse eller nationale minoriteter – som med rette kan frygte at blive individuelt forfulgt. 

Sammen med mange andre danske organisationer har RCT opfordret til, at man lytter til FN’s advarsler og ikke tvangshjemsender flygtninge. Fra RCT har vi særligt peget på, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur bør sikre sig, at torturofre blandt de afviste asylansøgere kan få indfriet deres behandlings- og rehabiliteringsbehov i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser. Blandt de nu tvangshjemsendte er der torturofre, som ikke vil kunne få den fornødne behandling og rehabilitering i Irak.

RCT har sammen med en række andre humanitære organisationer i flere omgange appelleret til integrationsministeren og folketingsmedlemmerne om, at der i stedet for tvangshjemsendelser gives humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere. Foreløbig har integrationsministeren og regeringsflertallet vendt de døve ører til, men siden maj har de fælles kræfter fra mange organisationer - med Kirkesayl i spidsen - skabt en bred folkelig opbakning blandt de afviste irakeres sag. Store demonstrationer landet over har sammen med støttekoncerter og andre initiativer vist et andet Danmark, der endog - gennem civil ulydighed og hjælp til flygtninge i nød – har givet en kynisk flygtningepolitik et modspil i form af humanisme og solidaritet.

Nogle har spurgt, hvad vores gentagne appeller nytter. Dertil er kun at svare, at man simpelthen har en forbandet humanistisk pligt til at protestere. Og protesterne har allerede nu vist, at umenneskelige tvangshjemsendelser ikke må ske upåtalt. Protesternes omfang har været opmuntrende. Vi giver ikke op.

Først en tak for, at Kirkeasyl har taget initiativ til denne demonstration.

Jeg tror, at vi er mange, der i dag har et spontant behov for at vise vores skarpe afstandtagen til, at man i går skred til de første tvangshjemsendelser

Dernæst en tak for at vi – RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre må få lov til at tale her i dag - den 26. juni, som er FN’s internationale dag til støtte for torturofre. Det er en helt særlig dag for os, som er optaget af kampen mod tortur.

Og særlig på den baggrund er det meget beskæmmende – ja, en skændsel – at dansk politi på ordre af regeringen som optakt til den internationale dag mod tortur tvangshjemsender seks afviste irakiske asylansøgere  til en uvis skæbne i det krigshærgede Irak. Til et Irak, hvortil en række menneskerettighedsorganisationer og særligt FN’s flygtningehøjkommissariat fraråder, at man på nuværende tidspunkt returnerer irakiske flygtninge.

Og de sidste dages meldinger om hundredvis af dræbte og sårede, som følge af bombesprængninger i Bagdad og andre større irakiske byer understreger kun alvoren i advarslen fra FN.

Danmark har en traditionel rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur og dermed har vi også en særlig forpligtelse til at efterleve både ånd og bogstav i FN’s konvention, hvis ikrafttræden man verden over markerer netop i dag.

Men rollen som foregangsland burde få regeringen til at stoppe op og lytte til bl.a. vores advarsler.

For os er det naturligt især at fokusere på spørgsmålet om tortur.

RCT har opfordret til, at man undersøger behandlingsmulighed for torturofre i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser af irakiske flygtninge.

Iraks nyere historie – fra Saddam Hussein til Abu Ghraib - er tæt forbundet med tortur.

Mange flygtninge fra Irak er kommet til Danmark med traumer efter tortur, krig og flugt. En undersøgelse sidste år fra Amnesty Internationals lægegruppe viste, at knap hver anden asylansøger har været udsat for tortur.

Vi ved ikke præcis, hvor mange af de afviste irakiske asylansøgere, der har været udsat for tortur. Men vi mener, at den danske regering har pligt til at undersøge, hvor mange af de afviste asylansøgere, som har været udsat for tortur og især om der er tilstrækkelige behandlings- og rehabiliteringstilbud i de egne af Irak, hvor man vil tvangshjemsende dem til.

Torturofre er en særlig udsat gruppe, som Danmark har en særlig forpligtigelse overfor. Torturkonventionen understreger både at man ikke må udvise personer, hvis der er risiko for tortur og at de lande, der har tiltrådt konventionen har en pligt til at rehabilitere og behandle torturofre.

I forbindelse hermed bør der ske en individuel vurdering, der klarlægger, hvor mange, der har været udsat for tortur og om der er tilstrækkelig behandlings- og rehabiliteringsmulighed i Irak.

Det er vigtigt at sikre inden indgåelse af en eventuel aftale om hjemsendelse.

Men de planlagte tvangshjemsendelser rammer ikke alene torturofre.

Andre organisationer, som f.eks. Red Barnet har opfordret til, at der udvises særlig omsorg for børnefamilierne og de asylbørn, som føler sig mere hjemme i Danmark end i det for dem ukendte Irak. FN-forbundet har særligt opfordret til, at den danske regering lytter til FN’s advarsler og andre igen – både enkeltpersoner og organisationer - har opfordret til at regeringen viser barmhjertighed og en humanitær flygtningepolitik.

Vi kan have forskelligt fokus og organisationerne understreger hver især vigtigheden af den ene eller anden konvention om det så er børne-, flygtninge eller torturkonventionen. Men en ting tror jeg, at vi alle kan være enige om: Overholdelse af internationale menneskerettigheds-konventioner bør ligge til grund for dansk asyl- og flygtningepolitik.

På den baggrund opfordrer vi Integrationsministeren til straks at stoppe tvangshjemsendelserne og at man i stedet for tvangshjemsendelse bruger den mulighed som Udlændingeloven rummer og giver alle de afviste irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse. Og hellere i dag end i morgen.

Det vil tillige være en smuk dansk markering af 26.juni – den internationale dag mod tortur.

Tak for ordet.