Archive for the ‘Konventioner’ Category

God ferie i Grækenland - men send ikke flygtninge retur dertil

Wednesday, June 30th, 2010

I disse dage er der mange danskere, der med udsigt til en velfortjent ferie i det græske, glæder sig. Og med god grund. Ferie i Grækenland - hvad enten det er på det græske fastland eller på en græsk ø – står højt også på min ønskeliste.

Men det er desværre ikke kun ferierejsende, der skal pakke kufferten inden afgang til Grækenland. En del asylansøgere står over for at skulle tvangsudsendes fra Danmark - med henvisning til Dublinkonventionen - tilbage til et Grækenland, der ikke lever op til sine internationale forpligtelser.

Danmark har i godt et halvt år kun sendt asylansøgere tilbage til Grækenland, hvis de græske myndigheder kunne give en garanti for, at man ikke ville sende asylansøgeren videre til forfølgelse og tortur i hjemlandet. Hvis Grækenland ikke garanterede adgang til asylbehandling, har asylansøgeren hidtil fået sin sag behandlet i Danmark.

Den praksis er nu ophørt. De første asylansøgere er allerede sendt tilbage til Grækenland. Dansk Flygtningehjælp skønner, at flere end 50 asylansøgere risikerer at blive sendt til Grækenland. Dansk Røde Kors har foreslået et fuldstændigt stop for alle tilbagesendelser til Grækenland.

Det er meget kritisabelt, at Danmark igen begyndt at sende asylansøgere tilbage til Grækenland. Man kan frygte, at asylansøgerne bliver sendt videre derfra til tortur i hjemlandet.

Det er i strid med såvel flygtningekonventionen som FN’s konvention mod tortur at udvise eller tilbagesende personer til lande, hvis der er risiko for at personen bliver udsat for tortur. Danmark handler i modstrid mod f.eks. de resolutioner, som Danmark selv i FN har fremsat og som advarer mod udvisninger i strid med FN’s konvention.

Grækenland modtager flere end 20.000 flygtninge om året. De mange øer og den lange kystlinie ved EU’s ydregrænse mod øst gør det ikke let for det kriseramte Grækenland. Det er almen kendt, at det græske asylsystem er brudt sammen og er under al kritik. Mange asylansøgere endte allerede før den økonomiske krise på gaden uden nogen form for hjælp og mange risikerer at blive udsendt til en uvis skæbne i hjemlandet.

Europarådet og FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har sammen med flere humanitære organisationer som Amnesty International dokumenteret og advaret om de stærkt kritisable forhold i Grækenland.

Det er yderst kritisabelt, at Danmark igen er begyndt at sende asylansøgere tilbage til det græske asylsystem, som på ingen måde kan siges at leve op til sine internationale forpligtelser. Hvis man fra dansk side ikke kan få garanti for en ordentlig asylbehandling bør man ikke sende flygtninge retur til Grækenland, men i stedet asylbehandle de pågældende her. Retur til tortur er i strid med FN’s konvention mod tortur.

Bush bør retsforfølges når han forsvarer vandtortur

Sunday, June 13th, 2010

Når Lene Espersen torsdag rejser til USA for at møde sin kollega, udenrigsminister Hillary Clinton bør hun huske, at arbejdet mod tortur er en dansk mærkesag.
Det vil være en god ide at have FN’s konvention mod tortur med i kufferten.
Og den er desværre mere aktuel end nogensinde.

For eksempel kunne nyhedsbureauerne forleden fortælle, at USA’s tidligere præsident George W. Bush har erkendt, at hans administration brød anti-torturkonventionens absolutte forbud mod tortur.
- Ja, vi brugte waterboarding mod Khalid Sheikh Mohammed. Jeg ville gøre det igen for at redde menneskeliv, sagde Bush forleden i en tale ifølge nyhedsbureauet AP, som Ritzau herhjemme citerede.

Den terrorrmistænkte Khalid Sheikh Mohammed menes at være hjernen bag terrorangrebet 11. september 2001 og blev under forhør udsat for waterboarding ikke mindre end 183 gange. Med en klud over ansigtet, hvorpå der hældes vand, giver waterboarding ofret fornemmelsen af at blive kvalt ved drukning.
Det er rystende, at Bush ikke i dag har samvittighedskvaler over, at han godkendte tortur af terrormistænkte.

Gennem brug af især water-boarding forsøgte Bush både at udhule definitionen på tortur er og han godkendte, at USA overtrådte forbuddet mod tortur. Bush’s udtalelser understreger nødvendigheden af, at Obama-administrationen i sit bebudede opgør med tortur bør retsforfølge og placere ansvaret for Bush-tidens tortur.

Lakmusprøven på om Obama vil tage et opgør med tortur er ikke kun den bebudede, men stadig ikke-realiserede lukning af Guantánamo, men også om der vil ske retsforfølgning af Bush, Rumsfeld og Cheney for deres ansvar for de barske forhørsteknikker, som siden 11. september og den bebudede krig mod terror har sat en af de mest fundamentale menneskerettigheder, forbuddet mod tortur, under alvorligt pres.

Allerede i 2006 anbefalede FN’s særlige rapportør Manfred Nowak og andre FN-eksperter, at alle de personer, som har begået, beordret, tolereret eller accepteret tortur og mishandling – helt op til det højeste militære eller politiske niveau – bør retsforfølges.

Selv om et retsopgør med Bush-administrationens ansvar for tortur måske ikke umiddelbart virker realpolitisk sandsynligt bør der presses på for at få det gennemført. USA har ifølge konventionen en forpligtigelse til at retsforfølge ansvar for tortur.

Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur. Tillige er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt. Vi skylder torturofrene at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver dømt. Når Obama ikke selv vil tage initiativ dertil bør andre lande opfordre USA til at indlede en undersøgelse af ansvaret for den stedfundne tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtigelse til, at til at opfordre Obama-administrationen til at få retsforfulgt tortur.
Når udenrigsminister Lene Espersen 17. juni drager til USA bør hun derfor i samtalerne med sin amerikanske kollega Hillary Clinton understrege, at USA har en konventionsmæssig forpligtelse til at retsforfølge de ansvarlige for tortur.

Samtidig håber vi, at udenrigsministeren i Washington vil søge at få nogle acceptable svar fra Obama- administrationen om CIA’s overflyvninger af Danmark i forbindelse med transport af terrormistænkte til hemmelige tortur-fængsler.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller erkendte, at regeringens redegørelse ikke var fyldestgørende, fordi Bush-administrationen nægtede at give klare svar.
Med nye acceptable svar kan Danmark på sin side følge opfordringen fra FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, om, at der bør laves en uvildig undersøgelse af CIA-overflyvningerne af Danmark og Grønland.

Endelig bør Lene Espersen opfordre USA til at tilslutte sig og ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur, som gennem besøg i bl.a. fængsler søger at forebygge tortur.

Ovenstående blev søndag 13. juni 2010 let forkortet bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken med overskrfiten
”Husk nu at kæmpe kampen mod tortur, Lene Espersen”.

Lad international ret være fundament for varig fred i Mellemøsten

Monday, May 17th, 2010

Når Folketinget tirsdag skal diskutere dansk mellemøstpolitik er det vigtigt at fastholde en dansk afstandtagen overfor Israel, når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, den konventionsstridige blokade af Gaza og særlig Goldstone-rapportens krav om retsforfølgning af krigsforbrydelser under Gaza-krigen.

Udenrigsminister Lene Espersen var klar i mælet, da hun - i lighed med FN’s generalsekretær og den amerikanske vicepræsident - i marts tog afstand fra Israels opførelse af yderligere 1.600 boliger i en bosættelse i Østjerusalem. Medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn var på samme måde stærkt fordømmende over for Israels konventionsstridige blokade af Gaza. Selv om medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn ikke selv fik lov til at se situationen for civilbefolkningen i Gaza, gav de efterfølgende udtryk for, at den danske regering og det øvrige EU bør lægge pres på Israel for straks at ophæve den umenneskelige blokade af Gaza, så en genopbygning kan begynde.

Med det nuværende tempo vil genopbygningen af Gaza komme til at vare 500 år. Israel forhindrer, at cement, stål og andre byggematerialer kommer frem. Kun få lastbiler med materialer har fået lov til at komme ind i Gaza siden invasionen i januar 2009. Syge, traumatiserede og fattige mennesker er blevet de første ofre for blokaden. En blokade, der er en klar overtrædelse af den humanitære folkeret.

I lighed med flere andre EU-lande stemte Danmark 26. februar for en resolution, som kræver, at Gaza-krigens parter skal undersøge Goldstone-rapportens anklager om, at der blev begået krigsforbrydelser. Da generalforsamlingen i november stemte om en lignende resolution undlod Danmark at stemme.

At Danmark - med Lene Espersen som nytiltrådt udenrigsminister - stemte for var nok en nyhed, men er dog i overensstemmelse med en mangeårig dansk holdning. Da Danmark for få år siden havde formandskabet for FN’ sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller, at det internationale samfund har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden og for at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten, ikke går fri.

Gaza-krigen chokerede internationalt. Flere end 1.400 palæstinensere og i alt 14 israelere blev dræbt under den tre uger lange krigi Gaza i januar 2009. De omfattende overgreb og de internationale protester førte 3. april til nedsættelse af FN’s kommission for at finde fakta om Gaza-konflikten, populært kaldet Goldstone-kommissionen efter lederen, den internationalt anerkendte jurist Richard Goldstone.

Israel nægtede at samarbejde med kommissionen, hvilket mange i Israel i dag nok fortryder. Den endelige rapport på 575 sider dokumenterede i september grundigt de omfattende krigshandlinger og deres indvirkning på det civile liv i Gaza og det sydlige Israel. Rapporten pegede på alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og af den humanitære folkeret heraf nogle, der lægger sig op af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Goldstone-rapporten konkluderer bl.a., at israelske styrker sandsynligvis begik krigsforbrydelser ved at angribe civilbefolkningen og ved at bruge den som skjold samt alvorlige brud på den fjerde Geneve-konvention, herunder brud på forbudet mod tortur og ved ødelæggelse af private ejendomme. Ved at lukke grænserne indskrænkede Israel civilbefolkningens ret til mad og vand samt en acceptabel levestandard.

Palæstinensiske væbnede grupper krænkede den humanitær folkeret ved at sende upræcise raketter mod civile områder og udsætte civile for unødig fare ved at angribe tæt på beboelsesområder. FN’s dokumentationsteam fandt ingen beviser på, at væbnede palæstinensiske grupper havde ført civile hen på steder, som de vidste, ville blive angrebet, eller at man havde brugt hospitaler, ambulancer eller FN-bygninger til at skjule militære aktiviteter.

FN’s generalforsamling behandlede 5. november rapporten og vedtog med et overvældende flertal at give Israel og palæstinenserne tre måneder til på nationalt grundlag at undersøge krænkelser af folkeretten. De to parter afleverede hver især i starten af februar i år et svar. Men begge parters svar var utilfredsstillende. 26. februar gav FN’s generalforsamling parterne yderligere fem måneder til at gennemføre de påkrævede undersøgelser. Inden Folketinget mødes efter sommerferien skal Danmark i FN altså på ny tage stilling til Goldstone-rapporten. Derfor bør Folketinget tirsdag diskutere en dansk holdning.

Rapportens dokumentation af overgreb og krigsforbrydelser må ikke syltes. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser, hverken i Gaza, Israel eller andre steder. Hvis en så vigtig FN-rapport ikke bliver fulgt op, betyder det ikke alene straffrihed for krigsforbrydelser og at overgreb kan fortsætte uhindret, men også en underminering af den internationale retsorden.

Ofte har det internationale samfund, herunder Danmark, ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det har imidlertid vist sig at være en fejl. Meddelelsen om fortsat udbygning af de ulovlige bosættelser på Vestbredden er et eksempel på tilsidesættelse af internationale konventioner umuliggør fredsforhandlinger. En international retsorden er ikke en forhindring, men derimod fundamentet for en varig fred.

Ganske vist kan man tale om mere markerede danske positioner, men man kan også se dem, som en fortsættelse af dansk mellemøstpolitik. Udover at videreføre daværende udenrigsminister Per Stig Møllers understregning af, at forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten bør retsforfølges, er der også tale om en bekræftelse af Folketingets beslutning fra april 2009, hvor et flertal opfordrede regeringen til bl.a. at arbejde for at Israel fastfryser bosættelsesaktiviteterne og indstiller ødelæggelserne af boliger i Østjerusalem, en FN-undersøgelse i forhold til beskyldninger for overtrædelser af folkeretten og en ophævelse af de unødvendigt stramme restriktioner på bevægeligheden for varer og humanitært udstyr hen over Gazas grænser.

Lad os håbe, at et bredt folketingsflertal tirsdag fastholder en dansk afstandtagen overfor Israel, når det gælder de ulovlige bosættelser på Vestbredden, den konventionsstridige blokade af Gaza og i særdeleshed, at man ikke glemmer at bakke op om Goldstone-rapportens krav om retsforfølgning af krigsforbrydelser under Gaza-krigen.

Tale ved Frit Irans demonstration på Christiansborg Slotsplads 11. februar 2010.

Thursday, February 11th, 2010

Først en tak for invitationen til RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre - til at tale i dag.

Som et af verdens første behandlingscentre mod tortur har Iran og tortur i al for mange år for os været tæt forbundne størrelser.

For godt 25 år siden vedtog FN en konvention mod tortur. Siden er det lykkedes, at få ¾ af verdens lande til at ratificere konventionen. Færre end 50 af verdens lande har i dag ikke ratificeret konventionen. Heriblandt finder vi betegnende nok Iran, der hverken har underskrevet eller ratificeret konventionen. Det betyder ikke, at det iranske styre har lov til at udøve tortur. Verdenserklæringen om menneskerettigheder har i mere end 60 år klart forbudt tortur overalt på vores jord. Men det betyder, at det alt andet lige er sværere for det internationale samfund at få sat en stopper for torturen i Iran.

Vi har gennem årene på RCT modtaget mange flygtninge fra Iran, der med sig i bagagen har medbragt traumer og de værste erindringer om grusom og forfærdelig tortur i Iran. Og desværre har Danmark også selv forbrudt sig mod FN’s konvention f.eks. da man tvangshjemsendte en ung iransk flygtning, der efterfølgende blev udsat for tortur i Iran. Ashkan hedder han og få i Danmark har som ham selv oplevet torturens rædsler. For os som et dansk anti-torturcenter har det været nærliggende at pege på at en dansk udvisningspraksis medførte tortur. Men vi skal naturligvis ikke glemme, at Ashkans torturbødler handlede på ordre fra det umenneskelige styre i Iran. Derfor er flot at se, at Ashkan i dag har overskud til at gå i spidsen i kampen mod tortur og for demokratiske rettigheder i Iran.

Tortur er som sagt ikke en ny foreteelse i Iran. Men aldrig før i Irans nyeste historie har torturen været så udbredt og så systematisk indgået i styrets undertrykkelse af den politiske opposition, som i de sidste syv måneder. Flere end 5.000 mennesker er blevet anholdt, og hundreder er idømt fængsel eller piskeslag efter uretfærdige retssager i efterspillet til det iranske præsidentvalg i sommer.

Tortur er udbredt på de iranske politistationer og i styrets umenneskelige fængsler. Overgrebene er med rette blevet kaldt de værste krænkelser af menneskerettighederne i landet i 20 år. Flere tidligere fanger beretter om tortur, voldtægter og drab i fængslerne. Der er allerede faldet de første dødsdomme over demonstranter, som siden er blevet hængt - senest i slutningen af januar da flere af os sidst mødtes til protestdemonstration her på Christiansborg Slotsplads.

Vi bør kræve øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af de mange, der er blevet fængslet udelukkende for at demonstrere mod regimet. Det iranske styre må stoppe volden mod demonstranterne og lade befolkningen benytte sig af deres ret til ytrings- og forsamlingsfrihed. Det iranske styre må straks stoppe den udbredte tortur og mishandling.

Selvom Iran har sat sig uden for det gode selskab ved ikke at have ratificeret FN’s konvention mod tortur bør Danmark som internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur aktivt arbejde for at stoppe torturen i Iran f.eks. ved at presse på for at FN’s menneskerettigheds-rapportører snarest bør få lov til at besøge Irans fængsler.

Nobels fredspris: Det vil klæde Obama at tale om tortur

Wednesday, December 9th, 2009

10.december modtager Barack Obama Fredsprisen i Oslo. Det sker, som traditionen byder, på Alfred Nobels dødsdag. Men dagen er som bekendt også Menneskerettighedsdagen, der markerer FN’s vedtagelse af Verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948.

I år er 10. december yderligere en mærkedag: Det er 25 år siden, at FN’s generalforsamling vedtog FN’s konvention mod tortur, der understreger det absolutte forbud mod tortur. Historiske milepæle i arbejdet mod tortur og en god anledning til at opfordre Obama til igen at give håb og optimisme for arbejdet mod tortur.

I Nobelkomiteens begrundelse for tildelingen af Fredsprisen hedder det bl. a., at »Obama har som præsident skabt et nyt klima i international politik. Det multilaterale diplomati har genvundet en central position med vægt på den rolle, som FN og andre internationale institutioner kan spille.. Kun meget sjældent har en person i samme omfang som Obama fanget verdens opmærksomhed og givet sin befolkning håb om en bedre fremtid«.  

Da Barack Obama som en af sine første handlinger som USA’s præsident i januar tog afstand fra tortur, vakte det begejstring blandt torturmodstandere verden over.  

Mange håbede, at Obama dermed ville sige klart fra over for Bush-administrationens legitimering af tortur, og man glædede sig, da den nytiltrådte præsident bebudede, at Guantánamofangelejren ville blive lukket inden for et år. Glæden over Obama var nærmest euforisk. Derfor blev skuffelsen så meget desto større efter hans udmelding i april om, at de CIA-agenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, ikke vil blive retsforfulgt. Torturbødlerne går fri for straf.

Det var og er fortsat ikke kun en skuffende beslutning. Beslutningen om straffrihed til CIA’s forhørsagenter er i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra. Beslutningen om straffrihed til torturbødlerne er derfor reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule FN konventionens status.

Når USA ikke selv tager skridt til retsforfølgning bør det internationale samfund opfordre dertil og dermed give håb til de kritiske røster, som amerikanske menneskerettighedsorganisationer har ladet høre efter Obamas skuffende beslutning.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre præsident Obama til at genoverveje sin beslutning og - i stedet for at give straffrihed for tortur - aktivt tage skridt til at retsforfølge de skyldige i Bush-administrationen for deres ansvar for Guantánamo og brug af tortur.

Desuden bør det internationale samfund opfordre Obama til, at USA tilslutter sig og ratificerer tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur.

Tillægsprotokollen, der blev vedtaget i FN på dansk initiativ, skal forebygge tortur ved at give FN’s observatører adgang til fængsler i de lande, der har tiltrådt protokollen. Men det har USA ikke. Sammen med tre andre lande stemte USA under præsident Bush imod vedtagelsen af Tillægsprotokollen på FN’s generalforsamling i december 2002. Havde Tillægsprotokollen været på plads dengang, kunne vi måske have undgået den forfærdelige tortur og fangemishandling i Abu Ghraib og i Guantánamo-lejren.

Sammen med en snarlig lukning af Guantánamo kan Obama skabe håb om en bedre fremtid for arbejdet mod tortur ved i sin takketale for Nobels Fredspris at love en retsforfølgning af Bush-administrationens ansvar for tortur og en amerikansk ratifikation af Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur.

Ovenstående blev 9.12 2009 bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken.

Tale ved demonstrationen 26. juni på Christiansborg Slotsplads til støtte for de afviste irakiske asylansøgere.

Monday, June 29th, 2009

 

Først en tak for, at Kirkeasyl har taget initiativ til denne demonstration.

 

Jeg tror, at vi er mange, der i dag har et spontant behov for at vise vores skarpe afstandtagen til, at man i går skred til de første tvangshjemsendelser

 

Dernæst en tak for at vi – RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre må få lov til at tale her i dag - den 26. juni, som er FN’s internationale dag til støtte for torturofre. Det er en helt særlig dag for os, som er optaget af kampen mod tortur.

 

Og særlig på den baggrund er det meget beskæmmende – ja, en skændsel – at dansk politi på ordre af regeringen som optakt til den internationale dag mod tortur tvangshjemsender seks afviste irakiske asylansøgere  til en uvis skæbne i det krigshærgede Irak. Til et Irak, hvortil en række menneskerettighedsorganisationer og særligt FN’s flygtningehøjkommissariat fraråder, at man på nuværende tidspunkt returnerer irakiske flygtninge.

 

Og de sidste dages meldinger om hundredvis af dræbte og sårede, som følge af bombesprængninger i Bagdad og andre større irakiske byer understreger kun alvoren i advarslen fra FN.

 

Danmark har en traditionel rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur og dermed har vi også en særlig forpligtelse til at efterleve både ånd og bogstav i FN’s konvention, hvis ikrafttræden man verden over markerer netop i dag.

 

Men rollen som foregangsland burde få regeringen til at stoppe op og lytte til bl.a. vores advarsler.

 

For os er det naturligt især at fokusere på spørgsmålet om tortur.

 

RCT har opfordret til, at man undersøger behandlingsmulighed for torturofre i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser af irakiske flygtninge.

Iraks nyere historie – fra Saddam Hussein til Abu Ghraib - er tæt forbundet med tortur.

Mange flygtninge fra Irak er kommet til Danmark med traumer efter tortur, krig og flugt. En undersøgelse sidste år fra Amnesty Internationals lægegruppe viste, at knap hver anden asylansøger har været udsat for tortur.

Vi ved ikke præcis, hvor mange af de afviste irakiske asylansøgere, der har været udsat for tortur. Men vi mener, at den danske regering har pligt til at undersøge, hvor mange af de afviste asylansøgere, som har været udsat for tortur og især om der er tilstrækkelige behandlings- og rehabiliteringstilbud i de egne af Irak, hvor man vil tvangshjemsende dem til.

Torturofre er en særlig udsat gruppe, som Danmark har en særlig forpligtigelse overfor. Torturkonventionen understreger både at man ikke må udvise personer, hvis der er risiko for tortur og at de lande, der har tiltrådt konventionen har en pligt til at rehabilitere og behandle torturofre.

I forbindelse hermed bør der ske en individuel vurdering, der klarlægger, hvor mange, der har været udsat for tortur og om der er tilstrækkelig behandlings- og rehabiliteringsmulighed i Irak.

Det er vigtigt at sikre inden indgåelse af en eventuel aftale om hjemsendelse.

Men de planlagte tvangshjemsendelser rammer ikke alene torturofre.

Andre organisationer, som f.eks. Red Barnet har opfordret til, at der udvises særlig omsorg for børnefamilierne og de asylbørn, som føler sig mere hjemme i Danmark end i det for dem ukendte Irak. FN-forbundet har særligt opfordret til, at den danske regering lytter til FN’s advarsler og andre igen – både enkeltpersoner og organisationer - har opfordret til at regeringen viser barmhjertighed og en humanitær flygtningepolitik.

Vi kan have forskelligt fokus og organisationerne understreger hver især vigtigheden af den ene eller anden konvention om det så er børne-, flygtninge eller torturkonventionen. Men en ting tror jeg, at vi alle kan være enige om: Overholdelse af internationale menneskerettigheds-konventioner bør ligge til grund for dansk asyl- og flygtningepolitik.

På den baggrund opfordrer vi Integrationsministeren til straks at stoppe tvangshjemsendelserne og at man i stedet for tvangshjemsendelse bruger den mulighed som Udlændingeloven rummer og giver alle de afviste irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse. Og hellere i dag end i morgen.

Det vil tillige være en smuk dansk markering af 26.juni – den internationale dag mod tortur.

Tak for ordet.

Snarlig dansk ratifikation af FN’s handicapkonvention

Thursday, June 4th, 2009

Når Folketinget skal på ferie går det ofte så stærkt, at ikke alle beslutninger får den opmærksomhed, som de egentlig fortjener. Det var også tilfældet i år.

På sin næstsidste arbejdsdag 28. maj vedtog Folketinget, at Danmark skal ratificere Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap. Kort fortalt sikrer konventionen såvel fysisk som psykisk handicappede samme rettigheder som andre personer. Konventionen giver endvidere fuld ligestilling til og forbyder alle former for diskrimination af handicappede.

Det er meget glædeligt, at Folketinget – og endog et enigt folketing - har vedtaget en dansk ratifikation af handicap-konventionen, som tillige i artikel 15 understreger det absolutte forbud mod tortur.

Men det var egentlig også på tide, at Folketinget fik besluttet, at Danmark skal ratificere konventionen. Konventionen blev vedtaget af FN’s generalforsamling tilbage i december 2006 og trådte i kraft i april 2008.

Ifølge konventionens artikel 19 anerkender deltagerstaterne, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet. I artikel 26 gives alle handicappede ret til rehabilitering. Konventionen klargør staternes forpligtelse til at yde alle handicappede, herunder torturofre, fuld rehabilitering.

Konventionen er et vigtigt fremskridt ikke alene for alle handicappede, men også for alle os, der arbejder med rehabilitering. Det er godt, at FN’s hidtidige vejledende, såkaldte “standardregler” fra 1993, er blevet erstattet med en juridisk bindende konvention. Nu må man håbe, at selve den danske ratificering snart vil finde sted og så gælder det om at få konventionen implementeret hurtigst muligt i en dansk sammenhæng.

Til konventionen er knyttet en frivillig tillægsprotokol om individuel klageadgang og en international overvågningskomité. Men desværre er der ikke flertal i Folketinget for, at Danmark – i lighed med f.eks. Sverige - skal tilslutte sig Tillægsprotokollen. Men vi må håbe, at der kan skabes et fremtidigt flertal herfor.

Handicapkonventionen vil i arbejdet mod tortur være et vigtigt supplement til FNs konvention mod tortur, som indtil nu er tiltrådt af 144 lande og i år - 10. december - kan fejre 20 års dagen for dens vedtagelse i 1984.

Læs konventionen på http://www.clh.dk/index.php?id=1417

 

Lakmusprøven for Obama

Monday, January 19th, 2009

 

Aldrig før har forhåbningerne til en ny amerikansk præsident været større end når Obama 20, januar rykker ind i det Hvide Hus. Efter 8 år med George W. Bush glæder mange sig med rette til det skift - til det ”change”, der var Obamas gennemgående slogan under valgkampagnen. 

 

Mange håber på en ny økonomisk politik, et skift i klima-politikken og ikke mindst i USA’s politik når det gælder menneskerettigheder og udenrigspolitik. Efter Abu Ghraib, Guantánamo, CIA-fly og tilladelse til waterboarding glæder både amerikanske og internationale menneskerettighedsorganisationer sig til, at Obama vil indfri sine løfter om et opgør med tortur. 

 

Mange håber, at Guantánamo snarest vil blive lukket og de hårdhændede afhøringsmetoder vil blive forbudt. Men samtidig aktualiseres spørgsmålet om der vil ske et retsopgør med Bush-administrationens ansvar. En rapport fra det amerikanske Senat dokumenterede i december, at præsident Bush og andre topfolk med deres godkendelser af brutale afhøringsmetoder var medansvarlige for de fangeovergreb, som siden har fundet sted.  Et enigt forsvarsudvalg med 13 demokrater og 12 republikanere fastslog, at beslutningerne var en “direkte årsag” til forholdene i bl.a. Abu Ghraib-fængslet i Irak.

 

- USA er en retsstat, og erfaringen er, at Senatet forfølger sagerne kraftigt. USA er jo ikke nogen bananrepublik, sagde udenrigsminister Per Stig Møller til Berlingske Tidende 18. januar da han sammen med Søren Pind (V), Tom Behnke (K) og Søren Espersen (DF) forudså, at USA vil kulegrave og måske endda retsforfølge Bush-administrationen for tortur.

 

Jeg håber de danske politikere får ret i deres forudsigelse om en amerikansk retsforfølgning. I følge FNs konvention mod tortur har USA forpligtet sig til at retsforfølge tortur. Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur og samtidig er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt. Ikke kun en snarlig lukning af Guantánamo, men også retsforfølgning af Bush-administrationen bliver lakmusprøven på om Obama for alvor vil tage et opgør med tortur.

 

Hvis USA ikke selv tager skridt til en retsforfølgning bør Danmark opfordre den nye administration dertil. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre Obama til at få undersøgt og evt. retsforfølge Bush-administrationen for at få placeret ansvaret for Abu Ghraib, Guantánamo og tilladelsen til brug af tortur i forbindelse afhøringer samt CIA-flytransporter af terrormistænkte til lande, hvor de er blevet udsat for tortur.

Ansvaret for Guantánamo må placeres

Friday, January 9th, 2009

11. januar kan Guantánamo-fangelejren fejre sin syv års fødselsdag. Det er der imidlertid ikke nogen grund til at fejre. Tværtimod. Guantánamo har i syv år været en skamplet på alle retsprincipper. Guantánomo symboliserer sammen med Abu Ghraib og CIA-fly det pres som menneskerettighederne har været under siden 11. september 2001. I en erklæret kamp mod terror har man gjort tortur stuerent.

Omkring 255 mænd fra cirka 35 forskellige lande bliver fortsat tilbageholdt på Guantánamo uden at være blevet stillet for en dommer. Nogle har været tilbageholdt i mere end 6 år, uden sigtelse eller adgang til advokatbistand. De ved knap, hvorfor de  tilbageholdes. Flere har forsøgt at begå selvmord, og mange af dem er torturofre.

Til trods for internationale protester og om at lukke Guantánamo fortsætter den ulovlige tilbageholdelse af fanger på basen.

Men der er grund til at fejre, at meget tyder på, at det bliver lejrens sidste fødselsdag. I kølvandet på Obamas - USAs kommende præsident -  løfte om at lukke lejren har forsvarsminister, Robert Gates, givet ordre til, at der laves en plan for lukningen af det berygtede fængsel. Vi  håber, at Obama snarest muligt sætter en dato for Guantánamos lukning.

Ansvaret for Guantámo ligger hos USA. Ingen tvivl derom. Men det betyder ikke, at den øvrige verden ikke kan hjælpe eller presse på for at få afviklet Guantanamo og få retsforfulgt de ansvarlige.

Herhjemme har regeringen afvist, at Danmark skal modtage nogle af de fanger, som ikke har noget sted at rejse hen når Guantánamo lukker. Man siger, at det er USAs ansvar. Det er på den ene side ikke forkert, men hvorfor skulle Danmark ikke række USA en hjælpende hånd når det ovenikøbet er i en god sags tjeneste? Danmark har om noget land erfaring i, hvordan man med en tværfaglig rehabiltering kan hjælpe torturofre.

USAs vicepræsident Dick Cheney erklærede forleden i et interview til ABC News, at han personligt har godkendt CIAs brug af ‘forbedrede forhørsmetoder’ som fx waterboarding (simuleret drukning) i Guantánamo-fængslet. I samme interview sagde han også, at han mente Guantánamo-lejren burde eksistere, så længe ‘krigen mod terror’ står på.

Cheneys tilståelse aktualiserer spørgmålet om en egentlig retsforfølgning. FNs konvention mod tortur pålægger de lande, der har ratificeret konventionen – heriblandt USA - til at retsforfølge tortur. Her kan man med rette tale om, at USA burde leve op til sit ansvar. Derfor synes vi, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur burde opfordre den nye adminitration til at få undersøgt anklagerne mod Bush-administrationen om tortur på Guantámo.

Når Guantánamo er afviklet, de tilbageholdte er kommet for en dommer og evt. blevet dømt eller er blevet løsladt samt der er indledt en retsforfølgning for at placere ansvaret for overgrebene er der grund til fejring.

Herhjemme afholder Amnesty en stor event foran den amerikanske ambassade i København søndag 11. januar for at minde Obama om sit løfte om at lukke Guantánamo. Alle opfordres til at slutte op.