ANTI-TORTUR BLOGGEN

Når Lene Espersen torsdag rejser til USA for at møde sin kollega, udenrigsminister Hillary Clinton bør hun huske, at arbejdet mod tortur er en dansk mærkesag.
Det vil være en god ide at have FN’s konvention mod tortur med i kufferten.
Og den er desværre mere aktuel end nogensinde.

For eksempel kunne nyhedsbureauerne forleden fortælle, at USA’s tidligere præsident George W. Bush har erkendt, at hans administration brød anti-torturkonventionens absolutte forbud mod tortur.
- Ja, vi brugte waterboarding mod Khalid Sheikh Mohammed. Jeg ville gøre det igen for at redde menneskeliv, sagde Bush forleden i en tale ifølge nyhedsbureauet AP, som Ritzau herhjemme citerede.

Den terrorrmistænkte Khalid Sheikh Mohammed menes at være hjernen bag terrorangrebet 11. september 2001 og blev under forhør udsat for waterboarding ikke mindre end 183 gange. Med en klud over ansigtet, hvorpå der hældes vand, giver waterboarding ofret fornemmelsen af at blive kvalt ved drukning.
Det er rystende, at Bush ikke i dag har samvittighedskvaler over, at han godkendte tortur af terrormistænkte.

Gennem brug af især water-boarding forsøgte Bush både at udhule definitionen på tortur er og han godkendte, at USA overtrådte forbuddet mod tortur. Bush’s udtalelser understreger nødvendigheden af, at Obama-administrationen i sit bebudede opgør med tortur bør retsforfølge og placere ansvaret for Bush-tidens tortur.

Lakmusprøven på om Obama vil tage et opgør med tortur er ikke kun den bebudede, men stadig ikke-realiserede lukning af Guantánamo, men også om der vil ske retsforfølgning af Bush, Rumsfeld og Cheney for deres ansvar for de barske forhørsteknikker, som siden 11. september og den bebudede krig mod terror har sat en af de mest fundamentale menneskerettigheder, forbuddet mod tortur, under alvorligt pres.

Allerede i 2006 anbefalede FN’s særlige rapportør Manfred Nowak og andre FN-eksperter, at alle de personer, som har begået, beordret, tolereret eller accepteret tortur og mishandling – helt op til det højeste militære eller politiske niveau – bør retsforfølges.

Selv om et retsopgør med Bush-administrationens ansvar for tortur måske ikke umiddelbart virker realpolitisk sandsynligt bør der presses på for at få det gennemført. USA har ifølge konventionen en forpligtigelse til at retsforfølge ansvar for tortur.

Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur. Tillige er det erfaringsmæssigt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt. Vi skylder torturofrene at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver dømt. Når Obama ikke selv vil tage initiativ dertil bør andre lande opfordre USA til at indlede en undersøgelse af ansvaret for den stedfundne tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtigelse til, at til at opfordre Obama-administrationen til at få retsforfulgt tortur.
Når udenrigsminister Lene Espersen 17. juni drager til USA bør hun derfor i samtalerne med sin amerikanske kollega Hillary Clinton understrege, at USA har en konventionsmæssig forpligtelse til at retsforfølge de ansvarlige for tortur.

Samtidig håber vi, at udenrigsministeren i Washington vil søge at få nogle acceptable svar fra Obama- administrationen om CIA’s overflyvninger af Danmark i forbindelse med transport af terrormistænkte til hemmelige tortur-fængsler.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller erkendte, at regeringens redegørelse ikke var fyldestgørende, fordi Bush-administrationen nægtede at give klare svar.
Med nye acceptable svar kan Danmark på sin side følge opfordringen fra FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, om, at der bør laves en uvildig undersøgelse af CIA-overflyvningerne af Danmark og Grønland.

Endelig bør Lene Espersen opfordre USA til at tilslutte sig og ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur, som gennem besøg i bl.a. fængsler søger at forebygge tortur.

Ovenstående blev søndag 13. juni 2010 let forkortet bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken med overskrfiten
”Husk nu at kæmpe kampen mod tortur, Lene Espersen”.

 - Den danske stat har blod på hænderne og udøver tortur.

Så skarpt lød meldingen forleden fra Inge Genefke, som er stifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), og professor Bent Sørensen, der igennem 13 år har været medlem af FN’s komité mod tortur og Europarådets anti-torturkomité.

De to er om nogen de mest fremtrædende danske forkæmpere imod tortur. Med en utrættelig ihærdighed har de hver især og sammen i mere end 35 år bekæmpet tortur verden over.  De har medvirket til at gøre Danmark til et internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur. Og nu føler de sig tvunget til at anmelde Danmark for brud på FN’s torturkonvention ved at udsætte et irakisk torturoffer for umenneskelig og grusom behandling da man isolationsfængslede Abdel Jafar og dermed udsatte ham for fare for flashback og genoplevelse af torturen. 

Baggrunden for anmeldelsen og den skarpe udmelding er, at 46-årige Abdel Jabar – som en af de 22 tvangsudviste – 2. september blev sendt tilbage til en uvis skæbne i Irak, hvor han igennem syv år var udsat for kontinuerlig tortur. Tilbage i Irak blev han ved ankomsten til Bagdad lufthavn anholdt.  Meddelelsen om, at mindst fem af de 22 tvangshjemsendte irakere blev anholdt ved ankomsten til Bagdad er chokerende og burde få de danske myndigheder til straks at indstille tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske asylansøgere.

Sikkerhedssituationen i Irak er blevet forværret. Med over 2000 dræbte og sårede blev august måned den blodigste måned i Irak i over et år og understreger de klokkeklare advarsler fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om ikke at sende flygtninge retur til Irak på nuværende tidspunkt. 

En forværrende omstændighed er, at flere af irakerne kommer fra befolkningsgrupper – eksempelvis religiøse eller nationale minoriteter – som med rette kan frygte at blive individuelt forfulgt. 

Sammen med mange andre danske organisationer har RCT opfordret til, at man lytter til FN’s advarsler og ikke tvangshjemsender flygtninge. Fra RCT har vi særligt peget på, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur bør sikre sig, at torturofre blandt de afviste asylansøgere kan få indfriet deres behandlings- og rehabiliteringsbehov i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser. Blandt de nu tvangshjemsendte er der torturofre, som ikke vil kunne få den fornødne behandling og rehabilitering i Irak.

RCT har sammen med en række andre humanitære organisationer i flere omgange appelleret til integrationsministeren og folketingsmedlemmerne om, at der i stedet for tvangshjemsendelser gives humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere. Foreløbig har integrationsministeren og regeringsflertallet vendt de døve ører til, men siden maj har de fælles kræfter fra mange organisationer - med Kirkesayl i spidsen - skabt en bred folkelig opbakning blandt de afviste irakeres sag. Store demonstrationer landet over har sammen med støttekoncerter og andre initiativer vist et andet Danmark, der endog - gennem civil ulydighed og hjælp til flygtninge i nød – har givet en kynisk flygtningepolitik et modspil i form af humanisme og solidaritet.

Nogle har spurgt, hvad vores gentagne appeller nytter. Dertil er kun at svare, at man simpelthen har en forbandet humanistisk pligt til at protestere. Og protesterne har allerede nu vist, at umenneskelige tvangshjemsendelser ikke må ske upåtalt. Protesternes omfang har været opmuntrende. Vi giver ikke op.