ANTI-TORTUR BLOGGEN

Først en tak for invitationen til RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre - til at tale i dag.

Som et af verdens første behandlingscentre mod tortur har Iran og tortur i al for mange år for os været tæt forbundne størrelser.

For godt 25 år siden vedtog FN en konvention mod tortur. Siden er det lykkedes, at få ¾ af verdens lande til at ratificere konventionen. Færre end 50 af verdens lande har i dag ikke ratificeret konventionen. Heriblandt finder vi betegnende nok Iran, der hverken har underskrevet eller ratificeret konventionen. Det betyder ikke, at det iranske styre har lov til at udøve tortur. Verdenserklæringen om menneskerettigheder har i mere end 60 år klart forbudt tortur overalt på vores jord. Men det betyder, at det alt andet lige er sværere for det internationale samfund at få sat en stopper for torturen i Iran.

Vi har gennem årene på RCT modtaget mange flygtninge fra Iran, der med sig i bagagen har medbragt traumer og de værste erindringer om grusom og forfærdelig tortur i Iran. Og desværre har Danmark også selv forbrudt sig mod FN’s konvention f.eks. da man tvangshjemsendte en ung iransk flygtning, der efterfølgende blev udsat for tortur i Iran. Ashkan hedder han og få i Danmark har som ham selv oplevet torturens rædsler. For os som et dansk anti-torturcenter har det været nærliggende at pege på at en dansk udvisningspraksis medførte tortur. Men vi skal naturligvis ikke glemme, at Ashkans torturbødler handlede på ordre fra det umenneskelige styre i Iran. Derfor er flot at se, at Ashkan i dag har overskud til at gå i spidsen i kampen mod tortur og for demokratiske rettigheder i Iran.

Tortur er som sagt ikke en ny foreteelse i Iran. Men aldrig før i Irans nyeste historie har torturen været så udbredt og så systematisk indgået i styrets undertrykkelse af den politiske opposition, som i de sidste syv måneder. Flere end 5.000 mennesker er blevet anholdt, og hundreder er idømt fængsel eller piskeslag efter uretfærdige retssager i efterspillet til det iranske præsidentvalg i sommer.

Tortur er udbredt på de iranske politistationer og i styrets umenneskelige fængsler. Overgrebene er med rette blevet kaldt de værste krænkelser af menneskerettighederne i landet i 20 år. Flere tidligere fanger beretter om tortur, voldtægter og drab i fængslerne. Der er allerede faldet de første dødsdomme over demonstranter, som siden er blevet hængt - senest i slutningen af januar da flere af os sidst mødtes til protestdemonstration her på Christiansborg Slotsplads.

Vi bør kræve øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af de mange, der er blevet fængslet udelukkende for at demonstrere mod regimet. Det iranske styre må stoppe volden mod demonstranterne og lade befolkningen benytte sig af deres ret til ytrings- og forsamlingsfrihed. Det iranske styre må straks stoppe den udbredte tortur og mishandling.

Selvom Iran har sat sig uden for det gode selskab ved ikke at have ratificeret FN’s konvention mod tortur bør Danmark som internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur aktivt arbejde for at stoppe torturen i Iran f.eks. ved at presse på for at FN’s menneskerettigheds-rapportører snarest bør få lov til at besøge Irans fængsler.

Nye stramninger: Kravene om point gennem kurser og arbejde, samt at man ikke må have modtaget sociale ydelser, synes næsten målrettet at sigte på at udelukke torturofre fra at opnå permanent opholdstilladelse.

Regeringen vil gøre det vanskeligere for udlændinge at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Tirsdag bebudede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech med opbakning fra statsministeren et forslag til stramning af udlændinge- og integrationsloven.

Ifølge Politiken (27.1.) vil Birthe Rønn Hornbech ikke uddybe forslagene. »Det er noget, jeg taler med dem om, som skal stemme for det«, svarede integrationsministeren Politiken.

Selv om forslaget derfor ikke kendes i detaljer, er der på baggrund af den hidtidige avisomtale al mulig grund til at råbe vagt i gevær og advare mod de bebudede nye strammere regler for at opnå permanent opholdstilladelse. Forslaget vil vanskeliggøre, at de svageste udlændinge kan opnå permanent opholdstilladelse, og vil især ramme torturofre.

Kravene om point gennem kurser og arbejde, samt at man ikke må have modtaget sociale ydelser, synes næsten målrettet at sigte på at udelukke torturofre fra at opnå permanent opholdstilladelse, om end man naturligvis må håbe, at det er utilsigtet.

De nye regler, hvor torturofre og andre traumatiserede flygtninge skal samle et vist antal point for at opnå permanent opholdstilladelse, tager slet ikke højde for torturofres særlige situation.

Torturofre har ofte koncentrations- og hukommelsesbesvær, som bestemt ikke gør det lettere at score point gennem kurser i sprog og viden om samfundsforhold.

Mange torturofre har, netop som følge af den tortur de har været udsat for, besvær med sprogindlæring.

Alt andet lige vil de bebudede stramninger ramme torturofre. Nylige undersøgelser dokumenterer, at 45 procent af asylansøgere i Danmark har været udsat for tortur.

Det samme gør sig gældende med kravet om arbejde. Torturofre kan erfaringsmæssigt ofte ikke arbejde i samme grad som andre - hvad enten vi taler om danskere, udlændinge eller flygtninge - netop som følge af torturen.

Selv om en rehabilitering bl. a. sigter på at gøre så mange torturofre som muligt arbejdsdygtige igen, må vi desværre - efter mere end 25 års erfaring med behandling - erkende, at ikke alle vore klienter bliver arbejdsdygtige i fuldt omfang.

Et vellykket rehabiliteringsforløb betyder for de fleste, at de opnår en højere livskvalitet og måske bliver i stand til at fungere som forælder eller i stand til at arbejde i nedsat omfang. Tendensen til at gøre beskæftigelse til det eneste parameter for en vellykket integration af flygtninge er ikke alene problematisk, men vil også ofte ramme især uarbejdsdygtige flygtninge, herunder torturofre.

Når man tillige fra regeringens side påtænker at give ansøgere afslag på permanent opholdstilladelse, hvis de har modtaget sociale ydelser, frygter RCT, at yderligere mange torturofre vil blive ramt af forslaget. Kontanthjælp og andre sociale ydelser skal jo netop kompensere for, at torturofre og andre uarbejdsdygtige flygtninge ikke er i stand til selv gennem erhvervsarbejde at få en indkomst.

RCT er samtidig rystet over, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har udtalt, at »der skal være en gulerod for de udlændinge, der gør det rigtige; de skal hurtigere få permanent opholdstilladelse.

Men der skal være en pisk til de udlændinge, der ikke vil gøre en rigtig indsats«. Om noget, så har torturofre ikke brug for flere pisk.

At piske torturofre fremmer ikke integration.

Tværtimod har torturofre og andre traumatiserede flygtninge brug for beskyttelse, behandling og den tryghed, som en permanent opholdstilladelse medvirker til at give. Årelang erfaring med rehabilitering og behandling af torturofre har lært os på RCT, at det er afgørende, at der i så høj grad som muligt skabes trygge rammer for rehabiliteringsindsatsen.

Når man vanskeliggør mulighederne for at opnå permanent opholdstilladelse, besværliggør man både en rehabilitering af torturofre og den integration i det danske samfund, som langt de fleste torturofre og andre flygtninge håber, at de vil opleve.

Grundlæggende er forslaget udtryk for en mistænkeliggørelse af torturofre og andre flygtninge, når det gælder ønske og vilje til at få en fremtid i Danmark, hvor man føler sig integreret i det danske samfund.

Og med begrebet integration menes ikke en assimilation eller en total undertrykkelse af egen identitet eller den - bl. a. religiøse - stigmatisering, som mange flygtninge oplever i kølvandet på den meget fremmedfjendske tone og holdning, der har præget den danske udlændingedebat i alt for mange år.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtelse til at tage hensyn til torturofre og gennem imødekommenhed at gøre torturerede flygtninge til en del af samfundet ved bl.a. at give permanent opholdstilladelse.

Som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm understreger, sender regeringen med endnu et opstrammende lovforslag igen det signal til flygtninge, at de ikke er velkomne her. Det er svært for flygtninge at føle sig hjemme og bidrage til det nye land, når man konstant mindes om, at man ikke er rigtig velkommen.

I stedet for at udelukke og ekskludere flygtninge bør Danmark vende tilbage til tidligere tiders humanistiske imødekommenhed over for flygtninge og forfulgte, der har søgt beskyttelse i Danmark.

En imødekommenhed, der bl.a. indebærer, at man skaber tryghed ved at give permanent opholdstilladelse.

For RCT er det afgørende vigtigt, at de påtænkte stramninger i udlændinge- og integrationsloven ikke rammer torturofre og andre forfulgte flygtninge.

Ovenstående blog-indlæg blev bragt som debatindlæg af Tue Magnussen i dagbladet Politiken 29. januar 2010 ledsaget af en flot karikaturtegning af Birthe Rønn Hornbech fra Anne-Marie Steen Petersens hånd.

I dag kan Guantánamo-lejren fejre sin otte års fødselsdag. Det er der imidlertid ikke nogen grund til. Tværtimod. Siden 11. januar 2002 da de første fanger ankom til Guantánamo har fangelejren været en skamplet på alle retsprincipper.

Basens juridiske status var en af grundene til, at den blev valgt som lokalitet for fangelejren. Ved at oprette fængslet på en flådebase uden for USA ønskede præsident George W. Bush at fratage fangerne de rettigheder, som de i kraft af den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de var fængslet i selve USA. Hvad man kan kalde Bush-administrationens ”kreative konventionstænkning” var begyndt.

Sammen med Abu Ghraib-fængslet i Irak og hemmelige CIA-fly er Guantánamo-lejren blevet indbegrebet af Bush-administrationens brug af tortur og manglende overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner.

Da Barack Obama, som en af sine første handlinger som nytiltrådt præsident i januar sidste år, bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamo-lejren vil blive lukket inden for ét år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over. Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere modtog nyheden med stor begejstring. En lukning af Guantánamo hurtigst muligt og et opgør med alt det som Guantánamo står for, er naturligvis i sig selv vigtig, men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama med det alene også har distanceret sig fra alle sider af Bush-tidens sorte kapitler.

Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er utrolig skuffende. Torturbødlerne går fri for straf. Det er ikke kun en skuffende beslutning; beslutningen er tillige både juridisk usikker og konventionsstridig. Juridisk set kræver det i en amerikansk kontekst en egentlig amnestilov, hvis Obama vil gennemtrumfe straffriheden. Samtidig er beslutningen om straffrihed i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra.

Obamas beslutning om straffrihed underminerer FN’s konvention mod tortur og bliver dermed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule anti-torturkonventionens status. Al erfaring fra arbejdet med torturofre viser, at det også er principielt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende zig-zag-kurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovlig og stueren, kunne man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede og godkendte torturen.

Efter Obamas beslutning om ikke at retsforfølge CIA-forhørslederne erklærede FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, at beslutningen er en overtrædelse af folkeretten. USA er ikke alene forpligtet til at efterforske og retsforfølge tortur, men også at give ofrene rehabilitering og erstatning. Lakmusprøven på om Obama vil tage et fuldt opgør med tortur er ikke kun en realisering af den bebudede lukning af Guantánamo, men især om der vil ske retsforfølgning af Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld for deres ansvar for tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at bakke FN’s særlige rapportør for tortur op ved at opfordre Obama til tage skridt til at undersøge og retsforfølge anklager om tortur. Det danske udenrigsministerium var utrolig stolt da FN’s generalforsamling kort før jul vedtog en dansk resolution mod tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at retsforfølge eller udvise til strafforfølgelse i andet land de personer, som mistænkes for at have begået tortur.

Danmark burde samtidig opfordre USA til snarest at ratificere Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur. Da Tillægsprotokollen – en dansk diplomatisk mærkesag - blev vedtaget i FN i december 2002, var USA ét af de kun fire lande, som stemte imod. Gennem besøg i fængsler forebygger Tillægsprotokollen tortur for at undgå en gentagelse af scenerne fra fængslet i Abu Ghraib, der for alvor gjorde omverdenen opmærksom på, hvor langt USA under Bush var kommet ud på torturens glidebane.

Ovenstående er uddrag af kronik, der bringes i dagbladet Politiken 11. januar 2010.

27. december 2009 er det et år siden, at Israel indledte angrebet på Gaza. I ugerne derefter blev verden chokeret over de omfattende overgreb og krigsforbrydelser. I Danmark var titusinder på gaden for at protestere bl.a. gennem den store tværpolitiske Gaza-demonstration i København, som også Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) sammen med andre humanitære organisationer støttede. Og internationalt var protesterne endnu mere omfattende.

Det førte kort tid efter til nedsættelse af FN’s kommission for at finde fakta om Gaza-konflikten, populært kaldet Goldstone-kommissionen efter lederen, den internationalt anerkendte jurist Richard Goldstone. Selvom Israel nægtede at samarbejde med kommissionen dokumenterede den endelige rapport ved udgivelsen i september på 452 sider grundigt de omfattende krigshandlinger og deres indvirkning på det civile liv i Gaza.

FN’s Menneskerettighedsråd godkendte 16. oktober under dets session i Genève Goldstone-rapporten. Rådets beslutning blev vedtaget med 25 stemmer for og seks imod, mens 11 lande undlod at stemme. 5. november vedtog FN’s generalforsamling i New York rapporten med 114 stemmer for, 18 imod og 44 lande, der undlod at stemme. Dermed gav et overvældende flertal af verdens lande Israel og palæstinenserne tre måneder til at undersøge om der har været alvorlige krænkelser af folkeretten. Samtidig anmodede man FN’s generalsekretær Ban Ki-moon om at sende Goldstones rapport til Sikkerhedsrådet og aflægge rapport om dens videre skæbne om tre måneder. Det skal derfor ske om få uger.

I dansk sammenhæng har regering, de politiske ordførere og store dele af opinionen været meget afventende, ja næsten tavse om holdningen til Goldstone-rapporten. Danmark undlod i november på FN’s generalforsamling at stemme selvom en række danske NGOer som FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) gentagne gange har opfordret den danske regering til selvstændigt og sammen med de øvrige EU-lande aktivt i FN-regi at arbejde for, at de ansvarlige på begge sider for krigsforbrydelserne bliver retsforfulgt.

Goldstone-rapportens dokumentation af overgreb og krigsforbrydelser må ikke forbigås. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Hvis overgrebene forbliver ustraffede, og en så vigtig FN-rapport ikke bliver fulgt op, betyder det straffrihed for krigsforbrydelser og at overgreb kan fortsætte uhindret.

Ofte har det internationale samfund ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten af hensyn til at fremme en såkaldt fredsproces. Det har imidlertid vist sig at være en fejl. Den fortsatte udbygning af de ulovlige besættelser på Vestbredden, som yderligere mindsker muligheden for en palæstinensisk stat, er et udtryk for det. Overholdelse af menneskerettigheder og internationale konventioner samt etablering af en international retsorden bør være fundamentet for en proces hen mod en varig fred.

Da Danmark for få år siden, havde formandskabet for FN’ sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller overfor det internationale samfund, at det har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden. Det internationale samfund har et ansvar for at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten ikke går fri, men stilles til regnskab for deres handlinger. Det er vigtigt, at Goldstone-rapporten ikke samler støv, men tværtimod bruges som den er tænkt, nemlig som en grundig dokumentation og dermed et vigtigt instrument til at sikre overholdelse af menneskerettighederne og de internationale konventioner for at undgå straffrihed for krigsforbrydelser. Derfor må vi ikke glemme Gaza.

To år er ingen alder for bedsteforældre. Alligevel er der en fødselsdag som fortjener en særlig opmærksomhed.

Siden 7. oktober 2007 har Bedsteforældre for Asyl stædigt og sejt stået foran Sandholm-lejren mere end 100 søndage i al slags vejr. Og ikke alene har man stået ved Sandholm, men også ved centrene i Aunstrup og Kongelunden. Om nogen har Bedsteforældre for Asyl både sat fokus på de urimelige forhold i lejrene, og også understreget, at asyl er det mindste Danmark kan og bør give efter at mange - ofte i forvejen traumatiserede - asylansøgere under deres tid i Danmark har lidt så megen skade.

Med bl.a. bogudgivelsen Afvist og organisering af den store demonstration 18. juni på Rådhuspladsen i København har Bedsteforældre for Asyl inspireret mange. Det gælder ikke mindst Kirkeasyl, som sammen med andre initiativer for alvor har markeret en bred folkelig modstand mod den førte flygtningepolitik. Såvel flygtningepolitikken som tonen i flygtningedebatten gør livet mere end almindeligt surt for mange flygtninge, herunder ikke mindst de traumatiserede flygtninge og torturofre, som ofte er de socialt og menneskeligt mest udsatte grupper.

Selvom hverken Bedsteforældre for Asyl eller medierne – bortset fra en læseværdig kronik i Politiken af Else Lidegaard - har markeret fødselsdagen, synes jeg, at Bedsteforældrene skal vide, at vi er mange, som synes, at de har gjort en imponerende og flot indsats. En indsats, som har affødt beundring - også hos yngre generationer. Derfor er der god grund til at udtrykke en stor tak til de grånende bedstemødre og –fædre, der trofast mødes hver søndag kl.14. På den ene side må man håbe, at de holder ud og måske endog bliver flere. Men man kan på den anden side kun håbe, at de flotte mål snart må blive opfyldt og at der ikke bliver flere fødselsdage at fejre fremover for Bedsteforældre for Asyl.

 - Den danske stat har blod på hænderne og udøver tortur.

Så skarpt lød meldingen forleden fra Inge Genefke, som er stifter af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), og professor Bent Sørensen, der igennem 13 år har været medlem af FN’s komité mod tortur og Europarådets anti-torturkomité.

De to er om nogen de mest fremtrædende danske forkæmpere imod tortur. Med en utrættelig ihærdighed har de hver især og sammen i mere end 35 år bekæmpet tortur verden over.  De har medvirket til at gøre Danmark til et internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur. Og nu føler de sig tvunget til at anmelde Danmark for brud på FN’s torturkonvention ved at udsætte et irakisk torturoffer for umenneskelig og grusom behandling da man isolationsfængslede Abdel Jafar og dermed udsatte ham for fare for flashback og genoplevelse af torturen. 

Baggrunden for anmeldelsen og den skarpe udmelding er, at 46-årige Abdel Jabar – som en af de 22 tvangsudviste – 2. september blev sendt tilbage til en uvis skæbne i Irak, hvor han igennem syv år var udsat for kontinuerlig tortur. Tilbage i Irak blev han ved ankomsten til Bagdad lufthavn anholdt.  Meddelelsen om, at mindst fem af de 22 tvangshjemsendte irakere blev anholdt ved ankomsten til Bagdad er chokerende og burde få de danske myndigheder til straks at indstille tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske asylansøgere.

Sikkerhedssituationen i Irak er blevet forværret. Med over 2000 dræbte og sårede blev august måned den blodigste måned i Irak i over et år og understreger de klokkeklare advarsler fra FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, om ikke at sende flygtninge retur til Irak på nuværende tidspunkt. 

En forværrende omstændighed er, at flere af irakerne kommer fra befolkningsgrupper – eksempelvis religiøse eller nationale minoriteter – som med rette kan frygte at blive individuelt forfulgt. 

Sammen med mange andre danske organisationer har RCT opfordret til, at man lytter til FN’s advarsler og ikke tvangshjemsender flygtninge. Fra RCT har vi særligt peget på, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur bør sikre sig, at torturofre blandt de afviste asylansøgere kan få indfriet deres behandlings- og rehabiliteringsbehov i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser. Blandt de nu tvangshjemsendte er der torturofre, som ikke vil kunne få den fornødne behandling og rehabilitering i Irak.

RCT har sammen med en række andre humanitære organisationer i flere omgange appelleret til integrationsministeren og folketingsmedlemmerne om, at der i stedet for tvangshjemsendelser gives humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere. Foreløbig har integrationsministeren og regeringsflertallet vendt de døve ører til, men siden maj har de fælles kræfter fra mange organisationer - med Kirkesayl i spidsen - skabt en bred folkelig opbakning blandt de afviste irakeres sag. Store demonstrationer landet over har sammen med støttekoncerter og andre initiativer vist et andet Danmark, der endog - gennem civil ulydighed og hjælp til flygtninge i nød – har givet en kynisk flygtningepolitik et modspil i form af humanisme og solidaritet.

Nogle har spurgt, hvad vores gentagne appeller nytter. Dertil er kun at svare, at man simpelthen har en forbandet humanistisk pligt til at protestere. Og protesterne har allerede nu vist, at umenneskelige tvangshjemsendelser ikke må ske upåtalt. Protesternes omfang har været opmuntrende. Vi giver ikke op.

Først en tak for, at Kirkeasyl har taget initiativ til denne demonstration.

Jeg tror, at vi er mange, der i dag har et spontant behov for at vise vores skarpe afstandtagen til, at man i går skred til de første tvangshjemsendelser

Dernæst en tak for at vi – RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre må få lov til at tale her i dag - den 26. juni, som er FN’s internationale dag til støtte for torturofre. Det er en helt særlig dag for os, som er optaget af kampen mod tortur.

Og særlig på den baggrund er det meget beskæmmende – ja, en skændsel – at dansk politi på ordre af regeringen som optakt til den internationale dag mod tortur tvangshjemsender seks afviste irakiske asylansøgere  til en uvis skæbne i det krigshærgede Irak. Til et Irak, hvortil en række menneskerettighedsorganisationer og særligt FN’s flygtningehøjkommissariat fraråder, at man på nuværende tidspunkt returnerer irakiske flygtninge.

Og de sidste dages meldinger om hundredvis af dræbte og sårede, som følge af bombesprængninger i Bagdad og andre større irakiske byer understreger kun alvoren i advarslen fra FN.

Danmark har en traditionel rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur og dermed har vi også en særlig forpligtelse til at efterleve både ånd og bogstav i FN’s konvention, hvis ikrafttræden man verden over markerer netop i dag.

Men rollen som foregangsland burde få regeringen til at stoppe op og lytte til bl.a. vores advarsler.

For os er det naturligt især at fokusere på spørgsmålet om tortur.

RCT har opfordret til, at man undersøger behandlingsmulighed for torturofre i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser af irakiske flygtninge.

Iraks nyere historie – fra Saddam Hussein til Abu Ghraib - er tæt forbundet med tortur.

Mange flygtninge fra Irak er kommet til Danmark med traumer efter tortur, krig og flugt. En undersøgelse sidste år fra Amnesty Internationals lægegruppe viste, at knap hver anden asylansøger har været udsat for tortur.

Vi ved ikke præcis, hvor mange af de afviste irakiske asylansøgere, der har været udsat for tortur. Men vi mener, at den danske regering har pligt til at undersøge, hvor mange af de afviste asylansøgere, som har været udsat for tortur og især om der er tilstrækkelige behandlings- og rehabiliteringstilbud i de egne af Irak, hvor man vil tvangshjemsende dem til.

Torturofre er en særlig udsat gruppe, som Danmark har en særlig forpligtigelse overfor. Torturkonventionen understreger både at man ikke må udvise personer, hvis der er risiko for tortur og at de lande, der har tiltrådt konventionen har en pligt til at rehabilitere og behandle torturofre.

I forbindelse hermed bør der ske en individuel vurdering, der klarlægger, hvor mange, der har været udsat for tortur og om der er tilstrækkelig behandlings- og rehabiliteringsmulighed i Irak.

Det er vigtigt at sikre inden indgåelse af en eventuel aftale om hjemsendelse.

Men de planlagte tvangshjemsendelser rammer ikke alene torturofre.

Andre organisationer, som f.eks. Red Barnet har opfordret til, at der udvises særlig omsorg for børnefamilierne og de asylbørn, som føler sig mere hjemme i Danmark end i det for dem ukendte Irak. FN-forbundet har særligt opfordret til, at den danske regering lytter til FN’s advarsler og andre igen – både enkeltpersoner og organisationer - har opfordret til at regeringen viser barmhjertighed og en humanitær flygtningepolitik.

Vi kan have forskelligt fokus og organisationerne understreger hver især vigtigheden af den ene eller anden konvention om det så er børne-, flygtninge eller torturkonventionen. Men en ting tror jeg, at vi alle kan være enige om: Overholdelse af internationale menneskerettigheds-konventioner bør ligge til grund for dansk asyl- og flygtningepolitik.

På den baggrund opfordrer vi Integrationsministeren til straks at stoppe tvangshjemsendelserne og at man i stedet for tvangshjemsendelse bruger den mulighed som Udlændingeloven rummer og giver alle de afviste irakiske asylansøgere humanitær opholdstilladelse. Og hellere i dag end i morgen.

Det vil tillige være en smuk dansk markering af 26.juni – den internationale dag mod tortur.

Tak for ordet.

Når Folketinget skal på ferie går det ofte så stærkt, at ikke alle beslutninger får den opmærksomhed, som de egentlig fortjener. Det var også tilfældet i år.

På sin næstsidste arbejdsdag 28. maj vedtog Folketinget, at Danmark skal ratificere Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap. Kort fortalt sikrer konventionen såvel fysisk som psykisk handicappede samme rettigheder som andre personer. Konventionen giver endvidere fuld ligestilling til og forbyder alle former for diskrimination af handicappede.

Det er meget glædeligt, at Folketinget – og endog et enigt folketing - har vedtaget en dansk ratifikation af handicap-konventionen, som tillige i artikel 15 understreger det absolutte forbud mod tortur.

Men det var egentlig også på tide, at Folketinget fik besluttet, at Danmark skal ratificere konventionen. Konventionen blev vedtaget af FN’s generalforsamling tilbage i december 2006 og trådte i kraft i april 2008.

Ifølge konventionens artikel 19 anerkender deltagerstaterne, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet. I artikel 26 gives alle handicappede ret til rehabilitering. Konventionen klargør staternes forpligtelse til at yde alle handicappede, herunder torturofre, fuld rehabilitering.

Konventionen er et vigtigt fremskridt ikke alene for alle handicappede, men også for alle os, der arbejder med rehabilitering. Det er godt, at FN’s hidtidige vejledende, såkaldte “standardregler” fra 1993, er blevet erstattet med en juridisk bindende konvention. Nu må man håbe, at selve den danske ratificering snart vil finde sted og så gælder det om at få konventionen implementeret hurtigst muligt i en dansk sammenhæng.

Til konventionen er knyttet en frivillig tillægsprotokol om individuel klageadgang og en international overvågningskomité. Men desværre er der ikke flertal i Folketinget for, at Danmark – i lighed med f.eks. Sverige - skal tilslutte sig Tillægsprotokollen. Men vi må håbe, at der kan skabes et fremtidigt flertal herfor.

Handicapkonventionen vil i arbejdet mod tortur være et vigtigt supplement til FNs konvention mod tortur, som indtil nu er tiltrådt af 144 lande og i år - 10. december - kan fejre 20 års dagen for dens vedtagelse i 1984.

Læs konventionen på http://www.clh.dk/index.php?id=1417